Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 6. Sigenere i Danmark. Forskellige jævnførelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310
Endog i hjærtet af Sæland forefandtes Tatere dog endnu, i det
mindste i støderyk, ved tiden om 1740. Dette fremgår af en
holbergsk anekdote. »Jeg erindrer mig«, fortæller han, »at jeg for
et par år siden en aften silde bankede længe på en bondes port,
som tilhørede mig, förend man vilde indlade mig, og da jeg
spurgte, hvorfor man lod mig stå så længe, svarede bondekarlen:
jeg var bange, at husbond(en) var en Tater. Og fornam
jeg da, at Sigenerne da på samme tid virkeligen grasserede udi
landet«. 62
Denne række faktiske vidnesbyrd formindsker betydningen af
Pontoppidans udtalelse, at Taterne da vei var forsvundne, en
formodning, der næppe er andet end genklang af en vrang tysk teori,
hvorefter de egenlige oprindelige Sigenere da overhovedet betragtedes
som uddøde. Utænkeligt var det nu ikke, at en sådan indført falsk 63
forudsætning kunde have fået indflydelse også på vor regerings
opfattelse af forholdet; umuligt var det,ikke heller, at en grund til
den tavshed, som lovgivningen i kongeriget Danmark — i mod-
62. Jødiske historie (1742) 2, 717. — Omtrent til samme tid fører
slutningen af en fortælling fra Holbæks amt om en vis Fransiska. Som
spæd var huu funden i en ynkelig tilstand på en mark i Søndeijærr.løse
sogn, og hun formodedes at være barn af de landet dengang
„gennein-ströjfende" Taterfolk. Herskabet på Knapstrup lod hende døbe og
opdrage, og lik hende y 1720 viet til degnen i Sønderjærnløse, N. L.
Solberg. Hun blev en flink kone i sit hus, og gik derfor i arv til Solbergs
eftermand, P. H. Birch (1750-59). Under hendes sidste ægteskab, „efter
at Taterne vare forviste af landet", men dog endnu for en del vedblev
lönlig at snige sig om deri, skal det en gang have hændet sig, at et par
af dem kom ind i dégneboligen og vilde vedkende sig konen som deres
barn; men degnen mærkede uråd og jog dem på dören. Se Etterretn,
om Sønderjærnløse og Søstrup sognekald, samlede dels af embedsbøger
m. m. dels af mundtlige sagn ved Jörgen Keingård, prast
sammesteds (f. der 1776 † 1834), håndskrift i 4 ved kaldet (afskr. i 8 i
gehejmearkivet s. 66-67).
63. Annales eccles. Danicæ 2, 513 (1744): „Tartaren, in Teutschland
Zigeuner, — — — wiewohl sie itzo kaum mehr angetroffen werden". I
Det første forsøg på Norges naturlige historie 2, 362 (1753) siger P. dog
biot, at de norske fanter er „ej ulige dem, man i Danmark kalder Tartare,
i Tyskl. Zigeuner, i Frankrig Egiptiens". Sml. Grellmann s. 224 fl’.; Sundt
s. 43.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
