Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - § 6. Sigenere i Danmark. Forskellige jævnførelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
325
folkene, mä sagtens tilskrives de i deres kreds optagne Tatere. I
følge pastor Lyngbyes skildring (1833), der er støttet på
nordøst-sælandske sagn om »Tatere« med indflettede udsagn om jyske
»nat-mænd« eller »kæltringer«, trode man, at nogle af disse folk kunde
Cyprianus — en bog, som det dog efter jysk tro ikke var rådeligt
for deres kvindfolk at læse i —, kunde hekse lidt og vise igen.
Blandt andet trodes det om Taterne (kæltringerne; aldeles som om
Sigenerne i Tyskland], at de kunde gore halm o. desl. ubrændelig
— en tro, der naturligvis havde sin grund i den tilsyneladende
uvarsomhed, hvormed de, på feltsoldaters vis, omgikkes ild og lys
(ikke mindst deres tobakspiber), uår de havde faet lov til at
overnatte i bondens lo eller lade, uden derved at afstedkomme våde.
Fremdeles var der en af dem (Junge siger rigtignok »en og anden
tysk mestermusikant«), som på sin fiolin kunde spille det farlige
»elvestykke«, der henhvirvlede »alt hvad ikke nagelfast var«, i en
indtil stykket spilledes tilbage igen, »hvilket medtog en god
tid« — ustanselig runddans; men han var godmodig nok til aldrig
at stryge mer end de förste toner, som ingen skade gjorde. Så
smukt dette klinger som udtryk for følelsen af musikkens
tryllemagt, så gyseligt er det, hvad almuen trode en »Taterkvinde« i
stand til på trolddommens vegne: »Lange-Margrete«, der (som det
fortælles hos Trap) sad fangen på Nörrevosborg (Riugkubing amt),
havde myrdet frugtsommelige koner, for, når him havde ædt hjærtet
af 9 ufødte börn, at kunne gore sig selv usynlig!
At Taterne her, som ellers overalt, gav sig mine af at bekende
sig til den i landet herskende religion, tör sluttes af deres besøg i
Stuhbernp kirke 1595. Efter sagnet i Nordsæland »døbte de selv
deres börn, så godt de kunde« (der har vei været en tid, da præster
også hos os vægrede sig ved at gore det). For øvrigt oplyser mine
kilder lidet eller intet om Taternes gören og laden. De ernærede
sig, siger Lyngbye, ved at tigge, fiske, sætte ruder ind, lodde, spille
hakkebræt og fiolin o. s. v. samt ved at »stjæle lidt, dog ikke hvor
de logerte«, — alt i lighed med den under forrige overskrift givne
fremstilling af natmandsfolkets levemåde, og uden at man derved
fores tilbage til den virkelige Tatertid. At de morede folk ved
»alle hånde små kunster, som springe gennem en toudegjord og abe
sig efter alle dyr med munden«, fortæller i det mindste baronen i
Grevens og friherrens komedie (fra omtr. 1(378). Om de tidligere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
