Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Indledning. — Den franske Roman fra Chateaubriand til Balzac. — Plan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ning. Senancour, der kunde have skrevet fortræffelige Afhandlinger,
og hvis digteriske Evne i Virkeligheden var lyrisk, foretrak at frem-
bringe en Roman, man ikke læser uden Besvær. Betydningen og
Nydelsen af disse Romaner finder man nu først, naar man vikler
Tankeindholdet ud af den digteriske Iklædning.
Og dog — de var jo en dristig Udfoldelse af Digterens egen Per-
son. Hvad gjorde det, at de enkelte Scener var mere eller mindre
ægte, det afgørende var*jo dog, at selve det at skrive en Roman var
ramme Alvor. Det var det første og det fremmeste, at Taarerne,
Smærten, Stoltheden og Foragten var ægte. Det har vi vovet, synes
disse Forfattere at sige. Klart og afgørende stilledes det store Spørgs-
maal: hvad skal den Enkelte gøre, naar Samfundet og han staar i Kon-
fliktforhold til hinanden. Det er altid Bruddet, det gælder. Saaledes til-
kendegiver Revolutionen sig i Romanen, derfor hviler der endnu en
ejendommelig Frigørelsens Aand over Fru de Staéls Romaner, som
gør det muligt at læse dem tilende. Thi selv om baade Delphine og
Corinne dør i Fortvivlelse, overvundne af Samfundet, saa er deres
Død en Protest, og det er ikke de jammerlige Helte Léonce og Os-
wald, som fører Udviklingen fremad. Vejen til George Sand gaar
bogstaveligt over Delphines og Corinnes Lig.
Hvilke Udviklingsmuligheder, der laa i dette mægtige Anslag, er
let at sé. Der var en Udvikling at fuldende til begge Sider. Baade
Digterens Selvskildring og Skildringen af Samfundet kunde gøres
dybere og tydeligere. Der var en uhyre Erobring at gøre for Livet,
den Dag Digteren vovede at gaa bag om Deklamationerne, bag om
den uhyre Medfølelse og bort fra Lyriken. Thi det er Hugos og Lam-
artines og alle de andre Romantikeres Lyrik, der indvarsles i Cha-
teaubriands og Senancours Romaner, Iagttagelsen bliver til Medliden-
hed, og Skildringen udebliver. Op til Dommen vover Digteren ikke at
svinge sig. Udviklingen for Romanen skulde bestaa i, at der i Stedet
for Taaren, der blænder Øjet, og Krampen, der faar Haanden til at
ryste, kom det stærke, gennemtrængende Blik, som tør se alt, og den
sikre Haand, der fører Pennen som en Kniv.
Denne Lyrik standser eller forhindrer ogsaa Skildringen af Sam-
fundet. Hos alle disse Digtere, hos Constant ikke mindre end hos
Chateaubriand og Fru de Staél, er det i hver Roman kun én Person,
Digteren skildrer saa udtømmende, han formaar — den Person, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
