Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Indledning. — Den franske Roman fra Chateaubriand til Balzac. — Plan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
drømmer og handler i Romanen. Igennem Romanen diskuterer de
sig selv og andre, de tager det hele Samfund til Medarbejdere, Ro-
manen bliver Meddelelsesmiddel fra Livet til Livet, et stort Spejl i
hvilket det beskuer sig selv.
Saaledes stiller George Sand sig i Tidens Tjeneste uden derfor
at forlade det personlige Opgør. Gennem Elle et Lui, en Roman
hvis Skønhed langtfra er vurderet tilstrækkeligt, er Forbindelsen
mellem hende og de foregaaende Digtere øjensynlig, og rundt i alle
de andre Værker findes dybe personlige Opgør, men samtidig gør
hun sig til Tolk for alt, hvad der bevæger Sindene, ligefra den en-
kelte Kvindes Oprør mod Vedtægter til Socialisternes Krav og Kampe.
Fra det Øjeblik hun følte, at hun frigjorde sig ved at skrive, havde
hun intet andet at gøre end at give efter. Hun vidste, at hun maatte
skrive hver Dag, hun sluttede Kontrakter og opfyldte dem, og me-
dens Bindene hobede sig op omkring hende, skabte hun stadig nye
saa let som hendes enthusiastiske Sind begejstredes for en ny Tanke.
Produktionen var hende aldrig en Lidelse, den sled hende ikke op.
Gautier siger et Sted: „En af Geniets første Gaver er Overfloden,.
Frugtbarheden. Alle store Skribenter har produceret enormt, og der
har aldrig været noget fortjenstfuldt i at være længe om at frem-
bringe lidt.“ Om han har Ret eller ikke faar staa hen — han har
det vist —, saa meget er utvivlsomt, at Overfloden just var en Gave
for George Sand, en Gave, der gjorde hende lykkelig. Alt, hvad hun
elskede, gjorde hun skønnere for sig selv ved at skrive derom, alt,,
hvad hun drømte om lykkelig Fremtid for Menneskene, blev lykke-
ligere endnu, medens hun gjorde det til Poesi. Og Smærten, Skuf-
felsen, Trøsten — alt kastede hun fra sig i sin Digtning, tog det op
igen, trykkede det til sit Hjærte og græd derover. Flun kendte sit
Liv i det Virkelige, hun elskede sin Fantasi gennem det Fantastiske,
hendes Hjærte bankede lige varmt, naar hun famlede gennem den
hemmelighedsfulde Brønd i Consuelo, naar hun udmalede den socia-
listiske Drøm i Le Compagnon du tour de France, naar hun svær-
mede med Indiana, straalede som Edmée i Mauprat, naar hun
hævnede sig for sine Lidelser i de mangfoldige Ægteskabsromaner
eller trøstede sig selv og tilgav i Elle et Lui. „Jeg takker Dem,
fordi De er saa stor en Sjæl," skrev Hugo en Gang til hende, og
ved hendes Død udtalte han: „Vi trængte i dette Aarhundrede,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
