Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Realismen. — Courbet — Proudhon — Champfleury — Feuillet — Murger — Feydeau — Augier — Dumas fils
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
givet Mændene fra 1830. Til ingen Tid har dog Titlerne givet det
rigtige Begreb om Tingene; var det ikke saaledes, vilde Værkerne
være overflødige.
Uden at udtale mig om den større eller mindre Rigtighed i en
Betegnelse, som ingen forhaabenlig føler sig forpligtet til at forstaa,
vil jeg indskrænke mig til et Par Ords Forklaring for paa Forhaand
at forebygge Misforstaaelser.
Uafhængig af nogetsomhelst System og uden at have taget noget
Parti har jeg studeret de Gamles Kunst og de Nyeres Kunst. Jeg
har lige saa lidt villet efterligne den ene som kopiere den anden; hel-
ler ikke har jeg tænkt paa at naa det unyttige Maal Kunsten for
Kunstens Skyld.
Nej, jeg har ganske simpelthen af det fulde Kendskab til Tra-
ditionen villet øge min egen Individualitets begrundede og uafhæn-
gige Bevidsthed."
•Det vil med andre Ord sige, at Courbet som enhver stor Kunst-
ner var led ved den Etikette, der blev sat paa hans Kunst og over-
for „Partiet" søger at hævde sin egen Personlighed. Vil man for-
staa, hvad der mentes ved Realisme, maa man gaa til Theoreti-
kerne, til Proudhon og Champfleury. Proudhon, hvis Interesse for
Kunst var meget ringe, anvender Courbets Malerier i sit agitatori-
ske Øjemed. Hans Bog om Principet i Kunsten og dens sociale Opgave,
der blev udgivet efter hans Død (1865), er et Kampskrift som alle
hans andreSkrifter. Men Proudhon stod Courbet nær, og dette For-
bund mellem den realistiske Kunstner og den socialdemokratiske Fører
er et ejendommeligt Varsel om den nye Kunsts Betydning. Naar
man læser Proudhons Karakteristik af Courbets Malerier, kan man
ikke lade være med at beundre den Energi, med hvilken Politike-
ren her bemægtiger sig Kunstnerens Værk. Og naar Courbet ikke
har protesteret derimod men- tværtimod lod den Nimbus, som fra
den mægtige Stridsmands Ord straalede om hans Værker, forblive
og selv har hævdet sin politiske Betydning, har han maattet betale
Hæderen dyrt, da han i. 1870 blev revet med ind i Kommunens
Hvirvel og maatte flygte domfældt. Men har Proudhon saaledes i
sin politiske Iver set mere i Courbets Malerier, end der var i dem,
kan det ikke nægtes, at han alligevel var paa den rette Vej.
Der var Agitation i disse Billeder, og de vakte den megen Kamp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
