Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Realismen. — Courbet — Proudhon — Champfleury — Feuillet — Murger — Feydeau — Augier — Dumas fils
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tryk fra Ferierejsen til den sidste Pariserudstilling. Og her er den
Flothed og Elegance, den indsmigrende Sentimentalitet og muntre
Dristighed, som Turisten tror at indaande med „Pariserluften“ paa
Boulevarderne og de fine Restauranter, der lever af Udlændinge.
Det franske Publikum, der gav en Digtning af denne Art sit Bifald,
var enten de „fine" Folk, som bevægede sig i denne Verden med
den affekterte Elegance, de havde eller tilstræbte at faa, eller Snob-
berne, som befandt sig vel i det notable Selskab. Det var Folk, til.
hvem Feuillet midt i den alvorligt tænkte Roman M. de Camors
kan henvende sig med en Tale som denne: „Før vi begynder anden
Del af denne sandfærdige Historie, føler vi Trang til at rette en
Bøn til vore Læsere og især til vore Læserinder: vi bønfalder dem
(nous les supplions) om ikke at oprøres, hvis Sandheden, den som
løber dem paa Ærmet hver Dag, viser sig for dem paa disse Sider
i levende, om end dæmpede Farver. Sandheden skal man elske,
tilsløre, men ikke afkræfte. Selve Idealet er just Sandheden i Kun-
stens Klædebon. Romanskribenten véd, at han ikke har Ret til at
bagvaske sin Tid, men hvis han overhovedet har nogen Ret, saa er
det den at skildre den. Sin Pligt tænker han, at han kender: denne
Pligt er selv ved de mest kildne Skildringer af Sæderne (å travers
les tableaux de mceurs les plus délicats) at bevare sin strenge Dom
og sin kyske Pen. Han haaber ikke at svigte paa dette Punkt. Og
efter at have sagt dette, genoptager han sin Fortælling."
Det er næppe muligt at give et bedre Billede af Feuillet og hans
Publikum end det, som disse Ord frembringer. Det er brutalt som
^ et Amatør-Fotografi. Og disse Ord findes i den af-Feuillets Bøger, der
stærkest og mest fordømmende fremstiller en Type fra Samtiden: den
kloge, elegante Adelsmand som intet elsker, intet frygter og som egen-
mægtigt straffes af Digteren, fordi han gennem et Kærlighedsforhold til
sin Velgørers Hustru krænker „Æren". Hans Indvielse erTestamentet
fra Faderen, som berøver sig selv Livet: „Min Søn, Livet keder mig;
jeg forlader det–––––-. Den Skæbne, som jeg ikke har haft, men
som jeg testamenterer Dig, er den at være elsket af Kvinderne og’fryg-
tet af Mændene, at være ubevægelig som en Gud ved de førstes
Taarer og de sidstes Blod, og at blive revet bort i et Uvejr: med
Dine store Egenskaber er Du ganske i Stand til at opnaa det, hvis
Du befrier Dig for en Hang til Svaghed, som Du sikkert har fra Din
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
