Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
f tion sentimentale og Bouvard et Pécuchet supplerer hinanden,
i Og Forklaringen til dem alle tre findes i La tentation de Saint-
, Antoine.
Ind i denne Sammenhæng knyttes saa Madame Bovary, Hoved-
værket, som jher er gemt til Slutningen, for at Baggrunden, mod
hvilken det betragtes, kan blive saa omfattende som muligt. Men
forøvrigt kan Berettigelsen til at opsætte Omtalen af Madame Bo-
vary ogsaa findes deri, at Bogen, skønt først udgivet, som paavist er
det af Flauberts store Værker, hvortil han sidst fattede Planen. ’
Hvis nemlig Maxime du Camp har Ret, er. Spiren til Madame
Bovary lagt i Flauberts Sjæl af hans Ven Bouilhet, da han efter
den uheldige Forelæsning af Tentation de Saint-Antoine før Rejsen
sagde til ham: „Hvorfor vil Du ikke skrive Delaunays Historie?"
Hvortil Flaubert svarer med et glad Udraab: „Det var en glimrende
Idé." Delaunay var bn Læge i en Landsby nær ved Rouen, hvis
huslige Skæbne har mange Ligheder med Bovarys. *)
Det er interessant, hvis det Hele er gaaet saaledes til. Efterat
Flaubert af Vennernes Ord har faaet Visheden om, at hans Anto-
nius ikke var blevet, hvad han havde tænkt sig, har han maattet føle
en Lettelse ved gennem et fremmed Stof af komme udenfor sin
egen Person. Det, som efter Beskrivelsen har karakteriseret den
Bog, han læste for Vennerne, var en overstrømmende Lyrik, som
havde præget baade Plan og Form. Det ene Ord tog det andet, og
han glemte, hvad der havde været hans Plan, da han begyndte. Og
Stilen var retorisk, det ene rigtige Ord var afløst af mange smukt-
klingende og udflydende.
Flaubert følte med Smerte det sande i Vennernes Raad, at han
skulde ud af den Stil, som Ensomheden drev ham ind i. Dér havde
han siddet og stirret paa Antonius, de to havde spejlet sig i hin-
andens Øjne og ført et Sprog, hvis Skønhed de i Grunden kun selv
forstod. Saa kommer Vennerne og smækker Vinduet op, Gadens
Larm trænger ind, Genboens Hus kaster sin Skygge ind i Stuen,
„skriv om dette", lyder Raadet, „skriv Dig fra Dig selv og Anto-
nius."
Og saa stærkt har dette grebet Flaubert, at Emnet under Rejsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
