Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Videnskaben. — Claude Bernard — Pasteur — Berthelot — Renan — Taine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Man kan, som Zola gjorde det, sætte Digter i Stedet for Eksperi-
mentator og har da den Theori, paa hvilken den moderne Digtning
har søgt at hævde sig ved Siden af den moderne Videnskab. Men
forøvrigt sætter Claude Bernard selv det eneste Sted, hvor han om-
taler Digtningen, et stort Skel mellem Poesien og Videnskaben.
Det er, hvor han omtaler Videnskabens evige Fremskridt. Der gives
i Videnskaben ingen absolut Autoritet. „Vore Foregængeres Idéer
og Theorier bør kun bevares, forsaavidt de repræsenterer Viden-
skabens Tilstand, men det er klart, at de er forudbestemte til at fqr-
svinde, med mindre man vil mene, at Videnskaben ikke bør gøre
flere Fremskridt, hvilket er umuligt.––––––––De store Mænd
kan sammenlignes med Fakler, som skinner med store Mellemrum
for at lede Videnskabens Fremmarch. De oplyser deres Tid, enten
ved at opdage uforudsete og frugtbringende Fænomener, som viser
nye Veje og ukendte Horisonter, eller ved at sammenfatte de
indvundne Resultater og uddrage Sandheder af dem, som deres For-
gængere ikke havde set. Men selv om enhver stor Mand har ladet
den Videnskab, i hvilken han arbejder, tage et stort Skridt fremad,
har han aldrig gjort Krav paa at føre den til dens yderste Grænser,
og det er naturnødvendigt hans Skæbne at blive overfløjet og ladt
tilbage af de følgende Generationers Fremskridt." Den Enkelte
træder tilbage for den aldrig afsluttede Udvikling, „den eksperi-
mentelle Methode øser af sit eget Væsen en upersonlig Autoritet,
som behersker Videnskaben. Den udøver denne Autoritet selv overfor
de store Mænd i Stedet for ligesom Skolastikerne at bevise ved
Teksterne, at de er ufejlbarlige, og at de har set, sagt eller tænkt
alt det, man efter deres Tid har opdaget. Hver Tid har sin Sum af
Fejltagelser og Sandheder. Der er Fejl, som er uadskillelig for-
bundne med deres Tid, og som kun Videnskabens videre Fremskridt
kan aabenbare. Den eksperimentelle Methodes Fremskridt bestaar
deri, at Summen af Sandheder tager til, efter Haanden som Sum-
men af Fejltagelser tager af. Men enhver af disse enkelte Sandheder
føjer sig til de andre for at danne mere omfattende Sandheder.
Navnene paa Videnskabens Foregangsmænd forsvinder lidt efter lidt
i denne Sammensmæltning, og jo videre frem Videnskaben gaar, jo
mere upersonlig bliver den, og jo mere løser den sig ud fra det
foregaaende." Til disse baade strænge og stolte Ord føjer han saa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
