- Project Runeberg -  Den naturalistiske Roman : Flaubert, Zola, Maupassant, Huysmans, Bourget /
130

(1907) [MARC] Author: Poul Levin - Tema: France
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. 1870. — Taine — Renan — Flaubert — Dumas — E. og J. de Goncourt

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

denne Karrikatur, der skaber den Renanske Ironi, „Retten til at
le“, som er det eneste Prospero ikke vil give Afkald paa.
I Ungdomskilden bliver denne Ironi endnu dybere og faar en Til-
sætning af Melankoli, der viser, at Prospero er blevet Ældre. Lad
Caliban blot herske, han saa godt som en anden, naar Prospero i
Ro kan drive sine Studier. Thi Folket har ingen Brug for de nye
Idéer. Man skal tværtimod være forsigtig for ikke at forvirre det.
„Ærgærrigheden ødelægger alt. Havde man tilbudt Platon at være
Præsident i hans Stat, vilde han have afslaaet det. Han havde langt
større Glæde af at skrive, end han vilde have haft af at regere."
Han vil end ikke prøve paa at gøre Masserne moralske. De har
ingen Brug for det. „Moraliteten bør forbeholdes dem, der har en Mis-
sion, saadan som vi. Den, der har en Særstilling blandt Menneskene,
kan som Løn for sine Privilegier paalægge sig strænge Forpligtelser,
en Livsførelse, der er bundet af vanskelige Regler. Men de fattige
Folk, de almindelige Mennesker — Herregud! De er fattige, og saa
skulde de ovenikøbet være dydige! Det er altfor meget forlangt.
Lad Folket danse og more sig, lad os andre være dydige — uden
at være vis paa, at Dyden er andet end et Ord!“ Og Fremskridtet i
Verden beror paa de udvalgte Aanders Arbejde. Thi det er Viden-
skaben, som skaber det sociale Fremskridt, og ikke det sociale Frem-
skridt, der skaber Videnskaben.
Saaledes følte Renan sig ene i Tiden. Og naar han søgte at styrke
sig ved noget udenfor sit Arbejde, da var det ikke Samtiden, der
traadte ham i Møde, men Fortiden. Han har selv givet en gribende
Skildring deraf i dette Drama. Prospero har opfundet en Eliksir, der
blandt andet har den Egenskab, at den, som drikker et Par Draaber
af den, kan faa en Afdød, han har elsket, at se. Blandt dem, der
henvender sig til Prospero for at smage Drikken, er Léolin fra Bre-
tagne, han er klædt som en vandrende Ridder, han ligner „un vieux
fou sans conséquence", hans Maal er at iagttage og nyde, Skøn-
heden tørster han efter. Det er et nyt Selvportræt af Renan. Og da
Léolin har drukket af Eliksiren, sér han — Henriette. Han gennem-
gaar i en Monolog, hvis dæmpede Tone er lutter Skønhed, hele Re-
, nans Liv med hende, deres fælles Barndom, da han legede paa
hendes Knæ, deres senere Samliv, det korte Brud, deres sidste
Rejse og hans evige Længsel efter hende. Og da Léolin vaagner,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Mar 18 03:53:21 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/natroman/0142.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free