Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. 1870. — Taine — Renan — Flaubert — Dumas — E. og J. de Goncourt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nuftige Ordning", skriver han en anden Gang til hende, „er en
Regering af Mandariner, forudsat at Mandarinerne véd noget. Fol-
ket vil evigt være umyndigt og vil altid i den sociale Rangforord-
ning staa lavest, fordi det er Tallet, Massen, det Ubegrænsede. Det
har liden Betydning, at mange Bønder kan læse og ikke mere hører
paa deres Præst, men det har en uendelig Betydning, at mange
Mænd som Renan eller Littré kan leve og blive hørte! Vor Frelse
kommer nu kun fra et lovligt Aristokrati, hvormed jeg mener en
Majoritet som beror paa noget andet end Tallet." Men dette er
endnu Studerekammer-Ræsonnementer, der ganske vist skiller Flau-.
bert fra Tiden, men som dog ikke er hentede direkte fra den Del
af Begivenhederne, hvori hans Hjerteblod blev udøst. Helt ind i
Flaubert naaer Kampen, naar han tænker paa, at det er hans eget
Ideal, Videnskaben og Positivismen, der overvinder hans Fædreland,
det er ham, der faar Ret — til sin egen Undergang. I Øjeblikkets
jagende Stemningsliv springer Sandheden stundom forfærdelig frem
for ham: „Vor Fjende har paa sin Side Videnskaben,’ siger han og
trøster sig’i samme Nu: „men Følelsen, Inspirationen, Fortvivlelsen
er Elementer, man maa regne med," for saa et Par Minutter efter
at stille sig paa Fjendens Side: „Ja, Du har Ret; vi bøder for den
lange Løgn, i hvilken vi har levet, thi alt var falsk: falsk Armé,
falsk Politik, falsk Litteratur, falsk Kredit og selv falske Kurtisaner.
At sige Sandheden var umoralsk. Hele forrige Vinter bebrejdede
Persigny mig, at jeg „mangler et Ideal", og maaske var han i god
Tro!" 1 disse Linjer bryder der noget igennem, som er stærkere
end Flauberts. Forbandelser, her føres en Kamp, som sønderriver
hans Sjæl, thi det er Fremtiden, han strider med, hans egen Frem-
tid, hans Værkers Forbund med en Tid, han elsker og foragter.
Derfor er de mest betegnende Ord de, der findes enslydende to
.Gange i hans Breve fra disse Dage: „Hvis jeg var 20 Aar yngre,
vilde jeg fatte Mod, hvis jeg var 20 Aar ældre, vilde jeg resig-
nere.“
Klarere kunde det ikke udtrykkes, det Brud, der i 1870 sprængte
Flauberts Generation løs fra Tiden.
Medens Flaubert, hvis digteriske Produktion altid var udsprunget
af Pessimisme og Tvivl, fortsatte sit paabegyndte Værk, vilde Du-
mas fils efter 1870 give sine dramatiske Værker en Tidsfarve, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
