Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. 1870. — Taine — Renan — Flaubert — Dumas — E. og J. de Goncourt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skulde frelse hans Skuespil overfor Tilskuere, der mødte i Theatret
med mørke Minder. Mellem Tonen i En Bryllupsvisit, der som i en
samlet Sum rummer al hans Vittighed og hans ramme Ironi, og
Claudes Hustru, der er skrevet efter 1870, er der et Svælg. I dette
Drama er det ikke mere adelige Damer og Lediggængere, der leger
med Moralen i en straalende Salon. Handlingen foregaar i en Viden-
skabsmands Stue, Millionerne ruller ikke mere, der arbejdes, Per-
sonerne er ikke .vittige, det har de hverken Letsindighed eller Tid
til. Baade i Fortalen og i Skuespillets Replikker siger Dumas tyde-
ligt, hvad hans Mening med Stykket er: Claude, den geniale Op-
finder, som konstruerer en Krigsmaskine, der er saa forfærdelig, at
Krigen bliver umulig (en Idé, Zola senere optog i Parts), Claude
er det store Eksempel for Franskmændene, der skal lære at arbejde,
hans utro Hustru er Nydelsessygen, Lasten, Fristelsen, der har
bragt Landet i Ulykke, udsuget dets Marv og derfor skal dræbes,
saasnart hun forraader sin Mands Livsgærning til den fædrelands-
løse, pengegriske Slyngel, for hvem Gevinsten er alt. Som den Mo-
ralist han er, griber Dumas Lejligheden til foran det store Baal at
holde en Bodsprædiken, der ender med et ubarmhjertigt: dræb de
onde. Men til Trods for dette Tidsmærke findes der i Dramaet hele
den gamle Dumas, hans Kunst og hans Klarhed, men ogsaa hans
evige Indrømmelser til det én Gang fastslaaede Theatersprog, til
Effekten, der skal blænde, hvor den dybere Karakteristik mangler,
eller hvor Personerne er traditionelle. Der findes bag dette gribende
Dramas korte Scener en Kamp mellem en ny Tids Voldsomhed og
en gammel Tids Kunstfærdighed, og efterhaanden vinder. Kunst-
færdigheden, Prinsesse Georges (fuldendt før Claudes Hustru, men
paabegyndt efter det), Den Fremmede og Prinsessen af Bagdad er
alle i den gamle Stil, og kun i Hr. Alphonse, der er et daarligt
Skuespil, men i hvilket Titelfiguren, Alfonsen, er et glimrende Fund,
er man udenfor Salonerne og borte fra de Fyrster og Grever og Fyrst-
inder og Baronesser, hvis Tid var forbi. Dumas vedblev af disku-
tere saadanne „Tilfælde “ af erotisk Art, som i gamle Dage havde
moret Logernes diamantfunklende og mondænt paaklædte Verden.
Og da en Kreds af nye Tilskuere utaalmodigt forlangte at høre deres
Verden tale, se nye Stuer, i hvilke der levedes og ikke debatteredes
spirituelt, saa havde Dumas kun det Svar: I glemmer, at I er i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
