Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. 1870. — Taine — Renan — Flaubert — Dumas — E. og J. de Goncourt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den politiske Ærgærrighed, vi kender den ikke, Kærligheden e r’
for os, som Chamfort siger, ikke andet end „en rent legemlig Berø-
ring
De var 40 og 32 Aar, da de skrev dette. Man kan heraf sé, hvor
lidet orienterede de var, naar de vilde forstaa det Liv, der laa .
udenfor Bibliotheket og Musæet, og man kan føle, hvorledes de
Iagttagelser, de med deres skærpede Sans gjorde, maatte pine dem.’ •
Men længere end til at rive i dette Saar naaede de ikke, fordi
Kunstentusiasmen havde ormstukket deres Vilje til Livet. Og-
saa Flaubert var en ensom Mand, men han havde et Tempera-
ment, der hævede ham over de smaa Pinagtigheder — og én Gang
havde han jo ogsaa levet. Over hans Aasyn ligger Livets Genskær.
Men Brødrene Goncourt er blege som Mennesker, der træder ud
af et Sygeværelse. Og de skriver Ord som disse:
„Alle Iagttagere er bedrøvede og maa være det. De ser paa de
andre leve. De spiller ikke med, de er kun Vidner til Livet. De har
aldrig Lod eller Del i det, som bedrager eller beruser. Deres nor-
male Tilstand er den melankolske Sindsligevægt.1
**)
En anden Gang:
„Maaske kommer Iagttagelsen, den moderne Skribents store Egen-
skab, fra, at Skribenten lever meget lidt og ser meget lidt. Han le-
ver i dette Aarhundrede ligesom udenfor Verden, saaledes at han,
naar han træder ind i den og ser en Krog af den, bliver slaaet af
dette Syn som en Rejsende i en fremmed Egn.“*
2)
Denne Bedrøvelse og denne Livsfjernhed, som de saa let over-
fører paa andre, er ganske rigtigt deres egen. De var forsvarsløse,
fordi de var formaalsløse.
Det andet Udgangspunkt for deres Kunst bliver derfor Pessimis-
men, den aandelige Smerte, der passede saa godt til deres syge
Legemer. Ogsaa her har de med stor Klarhed erkendt deres Syg-
dom :
»Jeg opdager med Sorg, at Litteraturen, Iagttagelsen i Stedet for
at afstumpe min Følsomhed, har udbredt den, gjort den mere raffi-
neret, udviklet den og blottet den. Dette uafladelige Arbejde, som
man gør med sig selv, sine Indtryk, sit Hjertes Bevægelser, denne
*) Idées et sensations S. 26.
2) Smst. S. 67.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
