Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
”^ a han faar vel Gigt ligesom Fader, og hans Nerver bliver
endnu mere ødelagte end mine–––––-Se blot, hvor svag han er!
Det er Degenerationsloven. “
„Vil Du tie stille", udbrød Pauline. „Jeg opdrager ham, og Du
skal faa at se, at jeg gør ham til en Mand."
Kvinder som Pauline er Slægtens Frelse.
I denne Bog, skrevet midt i den mægtige Produktion, har Zola
holdt Opgør med sig selv, hans Ungdom taler med hans Manddom,
medens Smerten over Moderens Død kaster sin dybe Vemod over
Ordene. Der findes en Samtale mellem Pauline, Lazare, der ikke
kan tænke paa andet end sin Moders Død, og en gammel Lands-
bylæge, der har tumlet sig i hele Verden. Efter et mismodigt Ud-
brud af Lazare siger Lægen:
” J° Tak, jeg kender nok vore Dages’unge Mennesker, der lige
har smagt paa Videnskaberne og er syge deraf, fordi de ikke har
kunnet tilfredsstille de gamle Idéer om den absolute Sandhed, som
de har indsuget med Ammemælken. I vil lige med det samme og
paa én Gang finde hele Sandheden i Videnskaben, skønt vi med
Nød og næppe staver os frem og maaske til evig Tid maa blive ved
dermed. Saa fornægter I Videnskaben, flygter tilbage til Troen, som
ikke mere vil have noget at bestille med Jer, og bliver saa Pessi-
mister Ja, det er Tidens Sygdom i dette Aarhundrede, der
rinder ud, I er Werther om igen.
Han blev ivrig, det var hans Yndlingsthesis. I deres Diskussio-
ner overdrev Lazare paa sin Side Fornægtelsen af al Vished og
sin Tro paa Verdens og Tilværelsens Siethed.
Hvordan kan man leve, spurgte han, naar der hver Time er
noget, som knuses under Ens Fødder?
Den Gamle foer op med ungdommelighed Fyrighed.
Jamen lev dog blot, er det ikke nok at leve? Glæden ligger
i selve Virksomheden. (La joie est dans l’action).
Og pludselig vendte han sig til Pauline, der hørte til smilende.
— Og nur De! Sig ham, hvordan De bærer Dem ad med altid at
være tilfreds.
Aa jeg, svarede hun i en spøgende Tone, jeg forsøger paa at
glemme mig selv for ikke at blive bedrøvet, jeg tænker paa
andre, og det optager mig og gør mig taalmodig overfor Modgangen.
Poul Levin: Den naturalistiske Roman
1
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
