Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI. Zola
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
omspindes af Skinnernes blanke Net, lever Mennesker, som af Ur-In-
stinkter drives til vanvittige Drab. Saasnart deres Sind gennemglø-
des af Elskovens vilde Lidenskab, af Besiddelseslyst, af Jalousi, af
Hævntrang, er de værgeløse mod de Impulser, der siger til dem:
dræb. Hvorfra kommer saa disse Impulser? Det er en Tilskyndelse
i Blodet og Nerverne, „en Levning af de gamle Kampe, Nødven-
digheden af at leve og Glæden ved at være stærk. “ Hovedpersonen
Jacques kæmper en fortvivlet Kamp for at lade være med at myrde,
og han grubler over, hvorfra denne Mani kommer. Zola forklarer:
„Var det Tørsten, som var vendt tilbage, Tørsten efter at hævne
ældgamle Fornærmelser, som han havde tabt den klare Erindring
om, Hadet, opsamlet fra Mand til Mand fra det første Bedrag i
Bunden af Hulerne? Han fæstede sine vanvittige Øjne paa Séve-
rine, han havde kun den Trang at kaste hende død over sin Ryg
som et Bytte man fravrister andre. “ Bogen minder om Ungdoms-
værket Thérése Raquin. Slet fordøjet Darwinisme kalder Brandes
det. Andet er det heller ikke. Det er ikke Zola. Det er ikke hans
Verdensbillede, der udtrykkes ved det genialt fundne Symbol i Slut-
ningen: paa Lokomotivet, der fører Waggonerne, i hvilke Soldaterne
kører til den dyriske Krig imellem Frankrig og Tyskland, kæmper
Lokomotivføreren og hans Medhjælper en Kamp, fordi de elsker
den samme Kvinde, de styrter tilsidst ned og sønderrives af Hju-
lene, medens Toget med de drukne og raabende Soldater farer
videre i vanvittig Hast, knusende alt, førende alle til Døden som et
blindt og døvt Dyr. Saaledes skulde ikke Zolas sidste Ord lyde.
Den fuldstændige Modsætning til La bete humaine er Dr. Pascal,
det afsluttende Værk. Her taler Zola direkte og saa klart, at Kun-
sten har maattet lide for Formaalets Skyld.
Det er allerede omtalt, at Pascal ikke giver noget virkeligt Bil-
lede af en Videnskabsmand, fordi han altid taler mere som en Dig-
ter end som den, der bliver tavs, fordi han véd meget. Men netop
denne Brist forener ham jo med Zola, med den ideelle Zola, hvis
Godhed, Sandhedskærlighed, Uforfærdethed og andre ædle Egen-
skaber den virkelige tør prise. Pascal ejer alle Dokumenterne om den
Rougon-Macquartske Slægt, og han bygger derpaa sin Theori om
Livet. Han har tre Fjender: Moderen, det vil sige det herskende \
Samfunds Løgnagtighed og Falskhed, der ikke tillader Sandheden ’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
