Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Daudet — Deyngre Naturalister — Les Soirées de Medan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lykkebarn, som det var godt at have med sig? Smilet — det var
jo netop det eneste, de manglede. De havde Kunsten og Kraften og
Videnskaben, men hverken Flaubert eller Goncourts eller Zola kunde
smile. Med Daudet kunde de sejre, thi der er intet saa smittende
som et Smil. Smilet er saa bøjeligt og levende som selve Menne-
skets Sind, hvor Alvoren og Glæden bestandig mødes. Smilet er
midt imellem Graad og Latter, og det er et glimrende Fund af Zola
at karakterisere Daudet paa denne Vis. Hans Romaner er netop en
Blanding af Graad og Latter, og der er næppe skrevet mere smit-
tende Bøger end hans.
Tilsyneladende er der noget meget træffende i Zolas Definition
af „Naturalisten1
1 Daudet. Det er fuldstændig rigtigt, at han føler,
hvad der sker, og gengiver, hvad han har følt. Han tilhører forsaa-
vidt fuldstændig’sin „Tid“. Han har givet et Billede af Paris og af
„le Midi“, hvorfra han kom, han har skildret en Skare Nutidsmen-
nesker saa" nøje, at han ideligt maatte værge sig mod Beskyldninger
for at skrive Nøgleromaner — Samtiden kendte sig selv og Aviserne
i hans Bøger. Men derfor var han jo endnu ikke et Barn af Tiden
i dybere Torstand. Zola føjer derfor til, at han gav det Skildrede
sit Temperaments Farve. Det er Temperamentet, som er det af-
gørende. Der er i Flauberts Temperament, i Brødrene Goncourts, i
Zolas noget fælles trods al Forskellen. Vi har ved at fastholde den
1 videnskabelige Aands Indflydelse kunnet finde et Udgangspunkt for
Skildringen af dem alle, baade deres Samfølelse’ med Videnskaben,
deres uvilkaarlige Reageren mod den og deres Misforstaaelse af den
karakteriserede dem som Tidens Børn, og forsaavidt danner de en
Skole.’ Der var i deres Temperamenter en Understrøm, som randt
fra de samme Kilder, der sprang i Videnskabsmændenes Værker
og allerede før deres Tid havde omformet Romanen, de var præde-
stinerede, og de søgte derfor uvilkaarligt hen til det samme Punkt,
til Videnskaben som Forklaringen paa Livet, hver ad sine Veje,
Goncourts gennem Laboratoriet, Zola gennem Dokumenterne. Naar
saa deres andre naturlige Tilskyndelser reagerede derimod, kom der
det Brud i deres Værk, som er skildret, de var som den bundne
Prometheus, der vrider sig for at komme fri. Der er noget af den
løste Prometheus over Daudet, hos ham er Menneskeskildringen
’ friere, den vender og drejer sig lyksalig til alle Sider som den, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
