Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Daudet — Deyngre Naturalister — Les Soirées de Medan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Hvis Zola havde husket dette Skændsmaal, havde han været for-
sigtigere i sin Bog om Naturalisterne. Saa formaalsløs er Daudet
endogsaa, at ikke engang den ideligt gentagne Sammenligning med
Dickens er rigtig. Han kæmper selv imod den og paastaar, at Lig-
heden mellem dem maa stamme fra, at de begge er begyndt med
Lidelser og Fattigdom og derfor har fattet Kærlighed til dem, der
er smaa og fatttige og ulykkelige i de store Byer. Det forklarer
maaske Le petit Chose, det forklarer de mange smaa Husholdninger
rundt i alle Daudets Bøger det forklarer mindre saadanne Udbrud
af Medfølelse og Ironi, hvor Daudet taler direkte til sin Læser ak-
kurat som Dickens. Men langt betydningsfuldere er Forskellen. Dic-
kens vilde noget, han vilde noget borgerligt, han vilde reformere.
„Han vilde forbedre. Der var Fattighuse og Skoler, der var det
nationale Omsvøbsdepardement, de juridiske Forkvaklinger, der var
Fængsler og usunde Kvarterer, der var den politiske Agitations
Løgnagtighed — han drog alt sligt frem og fik meget af det for-
bedret Thi han pegede paa det, der kunde forbedres. Hans Roma-
ner har en ren praktisk Betydning .igesom en Avis, der atter og
atter blotter et sygt Sted i Forvaltningen. Han blev Talsmanden for
en Mængde, der før havde manglet Mæle, og han blev hørt, fordi
hans Romaner blev et Udtryk for den offenlige Mening. )
Af dette findes intet hos Daudet. Han har de samme borgerlige
Sympathier som Dickens, han ser Samfundet ud fra sit lykkelige
Ægteskab, han samarbejder med sin Kone og skriver omgivet af
sine Børn, han skriver en hel Bog om Kunstnernes letsindige Æg-
teskaber, han straffer de erotiske Forvildelser, den uborgerlige Livs-
førelse, han stiller ideligt den stille Lykke op imod Jagten efter
Magt, Ære, Rigdom, han er forsaavidt akkurat ligesaa „moralsk
som Dickens og Zola, men han er det uvilkaarligt, uden Adresse
mod nogensomhelst og uden at tage Moralen som Udgangspunkt.
Hans Romaner mangler derfor Idé. Der er noget tilfældigt, usam-
menhængende ved dem, som maaske overfladisk set kan gøre dem
mere livagtige end de naturalistiske Romaner, men som i Virkelig-
heden fjærner dem fra Livet, der kun forstaas gennem Ideen.
Hvordan var da Daudets Temperament? Hvis man vil finde Dau-
det i hans Bøger, skal man gaa til alle de af hans Personer, der er
i) Se videre om dette i min Bog „Egne og Steder1
’ S. 203 f.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
