- Project Runeberg -  Den naturalistiske Roman : Flaubert, Zola, Maupassant, Huysmans, Bourget /
238

(1907) [MARC] Author: Poul Levin - Tema: France
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Maupassant

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

„Jeg taler som en Hr. Sørensen," lader Maupassant ham føje til,
som Monsieur Prudhomme — for ikke at sige Zola. Men der er én
Ting, Zola glemmer. Maupassant siger den i Fortællingen.
Den unyttige Skønhed er bygget anderledes end alle Maupassants
andre Fortællinger, idet der nemlig findes et Indskud i den, som
aldeles ikke vedkommer Handlingen og dog er Kærnen. Saa magt-
paaliggende var det ham. at faa sagt alt, og saa uvist var det maaske
for ham, om han skulde faa Tid til at omskrive det i Kunst, at han
næsten taler direkte til sine Læsere — han, Flauberts Elev!
Den skønne Comtesse de Mascaret hader sin Mand, fordi han
har tvunget hende til i Løbet af ti Aar at føde 6 Børn. Det er lyk-
kedes hende at bevare sin Skønhed, men hun vil nu paa enhver
Maade befri sig for ham, hun anser ham for en Fjende, og hun
fjærner ham fra sig ved at sværge foran Alteret, at det ene af Bør-
\
nene ikke er hans.
Han er en Mand, skabt af den overleverede Samfundsorden. Det
er sandt, at han har villet tvinge sin Hustru til alle disse Fødsler,
fordi han var skinsyg og frygtede hendes Skønhed. Han følte dun-
kelt, at der var noget i denne Kvinde, som unddrog sig enhver
Besiddelse, og han vilde netop eje sin Hustru, som Mændene af den
gamle Skole ejede deres Hustruer. Men der var endnu mere: han
vilde have Børn, for at Slægten kunde fortsættes, fordi Livet kræ-
ver det.
Der er noget af Une vie, Maupassants første store Bog, i dette,
det sidste afgørende, han skrev. Et Ægteskab, indgaaet uden virke-
lig Kærlighed ved Forældrenes Arrangement, et Kvindeliv, der
henslæbes under Mandens Kontrol, lydigt bøjende sig for hans
Instinkter, hans saakaldte naturlige Drifter, og under Familjens
Krav.
Men imod Lidelsen i Une vie sætter Maupassant nu denne Kvinde
af „en anden Race, en anden Sjæl, med andre Fornødenheder."
Efter at det er lykkedes hende at befri sig for Manden, der flygter
fra sit Hjem, og som ikke mere tør elske sine Børn, fordi han altid
frygter, at det Barn, han netop nu taler med, ikke er hans, udfolder
hun al sin Skønhed. Seks Aar efter Tilstaaelsen sér man hende
sidde i Theatret, og to Mænd i Parkettet taler om hende:
„ — Se dog Comtesse de Mascaret, hvor hun holder sig smuk."

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Mar 18 03:53:21 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/natroman/0250.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free