Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Maupassant
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den anden gav sig til at betragte en Dame i en af Logerne, hun
saae ung ud, og hendes straalende Skønhed fangede alles Blikke.
Hendes blege Farve med Glans af Elfenben gav hende et statue-
agtigt Udseende, og i hendes Haar, der var sort som Natten, straa-
lede et regnbueformet Diadem, oversaaet af Diamanter, som Mælke-
vejen. “
Op omkring denne skønne Statue, denne Logernes Gudinde, stiger
saa den ene Mands Hyldest. Han hylder hende ved at prise det
Samfund, der har skabt hende. Alt, hvad der er skønt, fint, udsøgt
har Menneskene skabt i Trods mod Gud. Naturen er hæslig og gør
Menneskene til Dyr, men Menneskets Hjærne har besejret Naturen.
Der er kommet en Tid, hvor Mennesket har forstaaet, at Forplant-
ningen er en hæslig og latterlig Akt, oprørende for de fine Sjæle.
Hele det menneskelige Fremskridt, Pressen, Videnskaben, Opfin-
delserne, Kunsten alt er sket imod Naturen, der kun henviste
Menneskene til at leve som Dyr, men til disse Fremskridt er kom-
met det sidste, store, der befrier Menneskene for at formere sig
som Dyrene. Den skønne, golde Kvinde hersker over dette Sam-
fund for de udvalgte. Men som Gladiatorerne hilste den romerske
Kejser, saaledes maa ogsaa disse Mænd hilse deres Herskerinde
som de, der skal dø.
Der er ingen Fortsættelse. „Man behøver kun at overveje et
Sekundt," siger han, „for at forstaa, at denne Verden ikke er skabt
for Væsener som os." Det er den samme Opfattelse, som hævdes i
en anden Fortælling i samme Bog (Un cas de divorce), hvor en ung
Mand henlever mystiske Elskovstimer i et Drivhus mellem sjældne
Blomster, fordi Elskov mellem Menneskene er ham modbydelig.
„Man maa elske, elske helt ude af sig selv, uden at sé, hvad man
elsker. Thi at sé er at forstaa, og at forstaa er at foragte.".
Saa stod Maupassant ved Maalet, dér maatte hans Opfattelse af i
Kærligheden nødvendigvis ende. Udenfor Livet, i en mystisk Til- i
bedelse af en gold Styrke. „Der er meget sandt i alt dette," som J
Vennen siger, „men faa Mennesker vil forstaa Dig." Han talte og- 1
saa kun til de faa. Han, der havde begyndt med at tale om Kær-
lighedens Hverdag, saaledes at ethvert Hverdagsmenneske kunde
forstaa ham, han, der oprindelig havde søgt at fange Livet i sin
Digtning ved at skildre Gennemsnitsmennesker, Salonernes, Gader-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
