Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Huysmans — Bourget — Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er akkurat det samme som Renans, Flauberts og Taines efter 1870:
Demokratiet er raat og ude af Stand til at herske, den almindelige
Valgret er en Uretfærdighed mod de finere Aander, Kulturen er i
idelig Fare i et demokratisk ledet Land. Men han lever jo her
ganske paa de andres Erfaringer. Han er født Pessimist. For sidste
Gang sér vi da den stolte Generation, der var vort Udgangspunkt,
spille en Rolle i vor Tid. Vi har set den ung og modig opføre Byg-
ningen, vi har set den næste Generation tage Bygningen i Brug,
og vi sér endelig nu Bygningen falde i Ruiner. Det er mellem
disse Ruiner, Bourget færdes saa hjemmevant. Den Solnedgang, han
taler om, er Naturalismens.
Og ganske naturnødvendigt drives han tilsidst til et Opgør med
Videnskaben. „Vi er syge,“ siger han, „syge af altfor megen Kritik,
altfor megen Litteratur, altfor megen Videnskab" — man kender
Ordene igen. Zola skrev næsten ordret det samme, da han var ung.
Det er noget gribende i denne Gentagelse. Denne Sygdomsfornem-
melse er den ikke Adelsmærket hos enhver Ungdom, der vil noget?
Det er Forventningen, Uvisheden, Kamplysten, der presser paa.
Man føler sig syg, fordi der er et altfor stort Modsætningsforhold
mellem Ens Drømme og det, man opnaar. Er Samtiden saa venlig
at anerkende Ens Stræben, svækkes man jo og indrulleres blandt de
andre, er Samtiden barsk eller ligegyldig, overdøves man. Men kan
man kalde det Sygdom, at Ungdommen føler denne Usikkerhed?
Var det ikke netop Sundheden hos Zola, at han følte en borende
Smerte i sin Sjæl, sprang der ikke netop Kilder frem af denne
Boren. Den Videnskab, som Zola kaldte Sygdom uden rigtig at for-
staa den, blev jo Løftestangen for ham og gennem den fandt han sin
Livsgærning. Videnskaben blev netop Sundheden for ham, fordi han
i Kamp med den møjsommeligt fandt sig selv og sin Tro paa Livet.
Ogsaa Bourget føler denne Krise i sig, naar han kalder sig syg
af Videnskaben, men han lever ikke i en Opgangstid som Zola. Han
oplever Fortvivlelsen hos Renan og Taine, han sér, at der ved Siden
af Videnskaben vokser en anden Magt frem, Trøsten, Glemselen.
Zola overdøver sin Klage ved at lade Livet larme omkring sig, han
forlader sit hæslige Tagkammer og borer sig frem gennem Myl-
deret. Bourget stirrer fra Vinduet i sit Studereværelse, dette Vin-
due, hvorunder Blomsterne dufter, ud i Solnedgangen og giver sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
