Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blive Visernes Lod. Der er »Ligviser«, Trøsteviser , »Liglagen« og »Salve
for rindendes Øine ; der er »Ligstøtter«, »Ligblomster« og Blæksalve at
balsamere det lille Barn Ole Jakobsson Borkmand«; dér er Dødsbetænkning«
og »Reisetøi«; der er Viser om Brand, Blodskam og Mord. Det er
imidlertid ikke efter sine Leilighedsviser, at Petter Dass skal bedømmes; vi skal
i det Hele taget ikke dvæle ved den Side af hans Virksomhed, deri viser
ham som et Barn af sin Tid, Rimcriets, Leilighedsversenes, Aandløshedens
Tid. Hvad der i denne korte Oversigt med Rette skal fremha’ves, er den
Del af hans Produktion, der hæver ham over Tidens Rimerier. Idet vi i
Forbigaaende nævner hans ypperlige »Dale-Vise , der findes meddelt i sin
Helhed nedenfor, skal vi et Øieblik dvæle ved hans Nordlands Trompet .
Dette Arbeide, med hvilket Digteren havde syslet i over fjorten Aar, og som
afsluttedes senere end i 1692, er, som bekjendt, umaadelig populært inden
den norske Almue; der er Grunde til denne Popularitet, der ligger udenfor
Poesien, og det kan vel ikke negtes, at netop der, hvor Læsningen af
»Nordlands Trompet« falder en moderne dannet Læser tung, fordi det
topografiske og statistiske Stof overvælder ham, netop der har navnlig den
nordlandske Almue følt sig kraftig tiltrukken; den umaadelige Troskab,
hvormed alle disse Forhold, som Almuesmanden selv kunde kontrollere, blev
skildret, fængslede ham i høieste Grad; det var en Gjenkjéndelsens Glæde,
der just ikke var den samme, som egte Poesi fremkalder. Men
Nøiagtig-heden og Troskaben alene kan ikke forklare en saadan Yndest; hine
Fgenskaber er forenede med den inderligste Deltagelse i det Liv, der skildres,
med Djervhed i Skildring og Enfold og Oprigtighed i Følelsen. Tidt er
ogsaa den overvættes rige Detalj af kunstnerisk Virkning. Og rig er den.
Digteren dvæler vel ikke længe ved Midnatsolsstemninger og deslige; han
indskrænker sig væsentlig til den praktiske Bemerkning,
»at hvilken en Dreng,
Som opstaar og gaar sig med Solen i Seng,
Han neppelig skal sig forsove«;
men naar han kommer ind paa den Del af Naturen, der for Nordlændingen
har den høieste praktiske Interesse, da er han uudtømmelig; han tumler
sig mellem Kobber og Torsk, Flyndre og Kveite, Haakjærling, Sei og Ilyse,
Laks og Lodde, Hval og Søorme med en Friskhed, der har noget af det
salte Element i sig; — og saa kan han pludselig slaa over i en Bøn med
en egte Oprindelighed, der passer vel til det Liv, han skildrer, og de
Naturbørn, som lever det. Han kan i næste Øieblik bebreide disse
Naturbørn deres Skrøbeligheder: hvorlunde de indskiber den Torsk, som er med
levendes Krydder besprængt«, og tænker at lure de Tyske; han taler med
faderligt og presteiigt Alvor om den »Debet, der stiger uformerkt
»som Synden forøges i Menneskens Krop«;
overalt rammer han deres daglige Liv og Bedrift, idet — saa at sige —
Topografen, Poeten og Presten gaar Haand i Haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
