Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et barket Skind, snørt om din Haand ’),
Det er dit gylden Arme-Baand
Og sølvbroderet Erme.
I Steden for et Hug-Gevær
Dig et Par Aarer færdig er,
Du Haanden med kan værme *).
Din Rechs og Links da læres brav,
Naar Aaren trækkes i det Hav,
Nu frem, nu flux tilbage;
Det blive vil dit Brug og Sved,
Indtil dig gives fuld Besked,
Fra Verden ud at drage.
Du har en Færing3) til Karet,
En Dybs-Ang4) til en Raritet,
En Tofte til et Sæde,
Et Øs-Kar til en Haand-Granat,
Et Hval-Ben5) til en Palisat,
En Angel til en Kjæde:
Med denne Prunk, med denne Pral,
Du Landet gjennemvandre skal
Og byde frem din’ Gaver.
Hvorvel de vises slet af Stand,
Man den dog karg ei kalde kan,
Som giver det, han haver.
Hermed jeg dig befaler Gud
Og dine Reiser ind og ud,
Og alle dem, dig vnder,
Men allermest vor Adels-Mand,
Som udi din fornedret Stand
Vil være din Formynder.
Svemmende Dyr i det Nordlandske Hav.
(Fragment-).
I haver nu vel, mine Venner, forstaat
Om Torsken og dessens indbringend’
Forraad,
1) At Fiskeren ei skal blive vaail over
Haamlleden, og at Vinden ei skal bl æse dem
ind paa de blotte Armer, da bruge de
Skind-Ermer, det er Skind-Stykker, som de svobe
nogle Gange 0111 Haandledet og binde fast
med en Skind-Rem, som er syet fast til den
ene Ende af Skind-Ermet. (A. D.)
?) 1 >. e. varme.
:1) En liden Baad med fire Aarer.
4) Fiskesnor med I.od og Krog til at bruge
i dybt Vand. Ileder i Folkesproget Djupsogn
eller Juksaang; Oldnorsk: djiipsliofn.
5i Et Hval-Ben er et Slags Fisker-Redskab,
som Fiskeren i Nordland hefter paa den ene ,
Side af Baaden; deri gaar en Tridse eller lidet
Hjul, hvorpaa Fisker-Snoren lober; og siden
det er gemenlig gjort af Lederne i l lval-Fiskens
Ryg, kakles det Hval-Ben. (A. D.)
Nu vil jeg mig videre vende,
Om Silden at teigne, som fanges om
Høst,
Og saltes i Tønden, hvis Fangst er med
Lyst,
Naar Gud sine Gaver vil sende.
Lundstøen og Hølen er Helgelands Ros,
Ofoden i Salten opteignes derhos,
De trende navnkundigste Steder,
For alle Sild-Fjorder i Nordland kundbar;
Der findes vel flere, dog ikke saa rar.
Hvis Rygte sig ringer’ udbreder.
Saa kommer Fjeld-Byggen af inderste
Fjord,
Til-tusker sig Silder, for Næver og Bord,
Og Varer mod Varer udsætter.
Det lugtende Gods er behagelig mest,
Den sureste Tønde hun smager dem bedst,
Slig Mave bekvemmer slig’ Retter.
Hun klines paa Flad-Brød i Steden for
Smør,
Saa stryger han Flabben og visker den
tør
Og reiser hel glad ti! sin Hytte.
Han takker den Danmand, ham solgte
den Sild,
Og spanker paa Gulvet høibenet og gild’),
Som havde han fanget et Bytte.
Han siger sin Kone, lnad Marked han
nød,
Der glædes derved baade levend’ og død,
De aarker Tør-Maulen2) ei æde,
Med mindre de stundum har Sugel
derhos;
Derover da bliver det stinkende Gods
Annammet med hjertelig Glæde.
Nu vel an! hvad gjør du, min digtende
Pen!
Se til, at du slaar ei af Tankerne hen
De Flynder og Kveiter3) hin fede:
Du vedst jo vel, det er den deiligste Fisk,
Med hvilken Vor Herre begaver vor Disk
Og Dugen for os monne brede.
Man skjær hendes Ryg udi Ræklinger
brav,
Af Finnerne skjæres den dryppende Rav1),
Saa fed saasom Smør til at smage:
1) D. e. fornoiet, selvtilfreds.
2) Tør-Maule, tør Mad.
3) Kveite, Ilelleflymlre.
4) l Forbindelsen Rav og Rekling
betegner det første Helleflynderens Finner, det siclste
er Kjødet af dens Sider.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
