Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Spise, der vel er Berømmelse værd,
Kan bæres paa Borde for leig Mand og
lærd,
Det skal dennern noksaa behage.
Du smukkeste Kveite, du Dronning i
Vand!
Hvor flad er din Bolig paa dybeste Sand,
Hvorpaa du fremskrider saa sagte!
Du farer spagfærdig paa Grunden
omkring
Og hviler, naar andre de kjører i Ring,
Det kan vore Fisker’ vel agte.
Hvor findes din Lige blandt svemmende
Kræ r
Din Ryg er som Ravnen og Bugen som
Sne,
Ja hvider’ end Skjæl oppaa Sanden!
Og vilde man salte din eniste Krop,
Du fylder et pakkede Tønde-Rum op,
En Tønde! ja stundom halv-anden. — |
Men ingen blandt alt det, der røres i Hav,
Er riger’ paa Lever, hvor Tran gjøres av,
End vores Haa-Kjærling hin gamle,
Hvis Lever, naar. hun er fuldvoxen og
hel,
Man rundelig deraf en Hollands Cordel
Med klareste Fedme kan samle.
Det Best pleier fanges paa synderlig
Form,
Hun render til Krogen som Rytter til
Storm,
Det er med Forundring at høre;
Saa snart hun fornemmer, den Angel er
fast,
Omtuller hun strax sig, den snedige Gast,
Derover optaves ’) det Snøre:
Det sker og med saadan en hastendes II,
At Huden paa hende som raspende2)
Fil
Skjær Snoren, før man det kan anse3);
Men hvilken der tænker den Seier at
faa,
En Favn jern-Lænker han lave sig maa, j
Saa lær han den Kjærling at danse.
Hun kaldes en Kjærling, og det er vel
vist,
Dog haver hun ingen af Tænderne mist,
Som Kjærlinger pleier at blive:
’) Optaves d. e. sønderrives.
’-) Raspe, file.
3) anse, den gamle Form for a;nse, lægge
Mærke til.
Kast i hendes Kjæfter en dobbelte Kal’),
Kast tykkeste Kabel, hun bide den skal,
Som den var afskaaren med Knive.’
Men skjær hendes Kjød udi Ræklinge-
Rad -),
Dog bliver det ingen velsmagende Mad,
Førend den kan aars-gammel vorde;
Men kommer en stormende Blæst eller
Slud,
At Fiskeren kan ikke holde det ud,
Da kaster han Kroppen for Borde. —
Du spralende Sei! se, jeg nær havde
glemt
Din hoppende Springen og lystige Skjemt
Udi mine Skrifter at teigne:
Hvor smuk er’ din Dans alt om
Mid-Sommers Tid,
Naar Solen er skinnend’, og Veiret er blid!
Et Menniskes Hjerte maa kveigne3).
Hvor tidt har jeg funden dig sprungen
herom,
At Havet stod ganske i fraadende Skum,
Alt om kring den tare-fuld Skalle4)!
Naar du haver Legen paa høieste fat,
Du vedst ei, før Garnet er under dig sat,
Saa endes din Glædskab med alle ■"’). —
End du, min Fru Hyse6), blandt alle
bekandt,
Det sidste jeg dig ind i Fjordene fandt,
Da havde du Flækken ved Øre.
Vor’ Fjord-Mænder kjender din Klakke7)
saavel,
Du lokkes formedelst den rød-maded
Skjæl,
De paa deres Angler mon føre.
Men hvad du fortærer, saa est du doer
tør,
Dertarves dit Kjøds) et umaadeligt Smør,
Saafremt det skai hellers behage.
Frisk kan man dig æde, men aldrig er
hørt,
At tørrede Hyser til Marked er ført,
Du saltes og aldrig med Lage. —
’) Kal d. e. et Taug.
2) I). e. i Strimler.
3) Kveigne (kveikne), oplives, egentl.
blive kvik.
4) Skalle, Banke, Fiskegrund. Tare
betyder Tang.
5) Med alle, aldeles, oldn. meö öllu.
G) Hyse er det samme som Kolje, dansk
Kulier; den har en sort Flæk paa hver Side.
7) Klakke, Banke, Fiskegrund.
e) D. e. der behoves til dit Kjød.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
