Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blandt de saakaldte lærde. Kometer, Formørkelser, ja selv Misfostre var
overnaturlige Begivenheder, Vidnesbyrd om Himmelens Vrede og Varsler
om forestaaende Straf. Presterne grel) det og benyttede det i sine
Straffe-prækener over Tidens Ondskab og Daarlighed. Tusinder af Mennesker blev
anklagede og brændte som Hexe, og Forskrivninger til Fanden hørte til
Dagens Orden.
Med Staten stod det ikke bedre til end med Religionen og
Videnskaben. Reformationen skyldte jo Fyrsterne sin Seir; Følgen var, at den
nye Kirke blev afhængig af Fyrsterne, og til Tak for deres Gunst opstillede
den Læren om det absolute Kongedømrrié af Guds Naade. De
protestantiske Theologer var lige saa ivrige som den franske Prælat Bossuet til at
lbrfægte, at Fyrsten stod over Loven, at Staten var hans personlige
Eiendom, at han havde sin Magt umiddelbart af Gud og som Følge deraf var
Guds Stedfortræder i sit Land.
Op af disse Theorier skjød den laveste Fyrstesmiger med Ukrudets
sædvanlige Frodighed. 1 Ivis Gud ikke var Gud, hvem skulde da heller
være Gud end Eders Iløifyrstelige Durchlauchtighed«, skrev en tysk Forfatter
i en Tilegnelse til Landgreven af Hessen, og Ilolbergs Samtidige, Professor
Hans Gram, erklærede i en Festtale paa Universitetet i Kjøbenhavn, at
Kong Kristian den sjette var en Person, som Gud selv »fylder med sin
Visdom, værdiger sit Venskab, styrker med sine Lærdomme, mætter med
sine Samtaler, fylder med sin Guddomsmagt, giver Del i sin
Virksomheds-kraft, kortsagt smykker med sit Billede«.
Naar det stod saaledes til i Stat, Kirke og Videnskab, kan man
omtrent slutte sig til, hvorledes det var med Literaturen. De lærde afhandlede
sine theologiske, filosofiske og filologiske Snurrepiberier paa Latin og
ringe-agtede sit Modersmaal, og de Digtere, som fandtes, var kun usle
Yerse-magere, der bare gav sig af med at lave Bryllupsgratulationer, Ligvers og
versificerede Tiggerbreve. Den eneste Forskjel mellem en Poet og en
almindelig Stodder var ifølge Holbergs Moralske Tanker« den, »at den ene
tigger udi Vers, den anden udi solut Stil.« Renaissancepoesiens Indfører,
Anders Arrebo, og den protestantiske Salmedigtnings betydeligste danske
Repræsentant, Thomas Kingo, var begge døde, den første allerede i Midten
af det 17de Aarhundrede, den sidste i Begyndelsen af det iSde. Ikke
engang en Versemager som Anders Bording eiede Literaturen længere.
Smagløsheden, Raaheden og Plumpheden bredte sig frodig overalt i Datidens
Poesi. Tychonius’s og Schandrups liderlige Bryllupsvers, hvis
Gemenheder gaar over alle Grænser, plumpe Satirer som Sorterups og Sørgevers
af den miserableste Beskaffenhed er typiske Prøver paa Tidens Digtning, og
de faa Frembringelser, der hævede sig op over den almindelige Plathed
— som Falsters Satirer, Sorterups Heltesange og Petter Dass’s
Skildringer fra sin Fødeegn — var dog ikke af den Art, at de kan
karakteriseres som Forløbere for en ny og hoiere Retning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
