Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sang om Strand, om Dal og om Field,
Alting blomstre for Enhver,
Som vort Land og vort Selskab har kier.
Den norske Vinter,
Min norske Vinter er saa vakker;
De hvide sneebedækte Bakker,
Og grønne Gran med puddret Haar,
Og trofast lis paa dybe Vande,
Og Engledragt paa nøgne Strande,
Jeg bytter neppe mod en Vaar.
Xu Dalens muntre Sønner glide
Paa Skier ned fra Fieldets Side
Saa rask, som Piil i Luften fiøi,
Xu let paa Skøiter de sig svinge,
Xu Kanefartens Bielder klinge,
Og Øiet dirrer af den Støi.
Fra Fieldets Gruber Malmen kiøres,
Og Mastetræ til Stranden føres,
Og Kulden selv gir Farten Liv,
Og Snee paa Fielde Veien baner
For norske Bondes Karavaner.
Flid er min Landsmands Tidsfordriv.
Men vi, som Tid med Spøg fordrive,
Og Vennelav med Sang oplive
I varme Sal ved breden Bord,
Vi drak, om vi ei kunde andet,
Skaal for den første Stand i Landet,
Som pløier Hav og dyrker Jord.
Held følge den, som Malmen bryder,
Hvor Jordens haarde Barm frembyder
Forborgen Skat til flittig Haand;
At tiodse Død og Storm og Kulde,
At være fri, men Kongen hulde,
Det er den norske Bondes Aand.
Han skaber ikke Porceliner,
Og ei bereder hede Viner,
Men for hans Sveed vi kiøbe dem;
Han bygger vore Huse tette,
Og Vildt, som vi med Smag anrette,
Han bringer os fra Skoven frem.
Fred hvile over Kuldens Bolig!
Der sidder raske Nordmand rolig,
Beskiermet mod hver Uvens Vold,
Og den, som turde Freden bryde,
For sildig skal den Kamp fortryde;
Vi føre Frihed i vort Skiold.
Om Alting fryser her i Norge,
For Venskabs Varme tør jeg borge;
Thi der er Ild i Nordmands Bryst.
Kom, Broder! kom, men uden Kulde,
Hverandre indtil Døden hulde,
Syng Venskabs Skaal med mandig Røst!
Min Smag.
Jeg skiøtter intet om høie Sving
Og ei om Toner, som knibes ud af
Kastrater,
Og ei randsager jeg dybe Ting,
Og ei bekymrer jeg mig 0111 Krig mellem
Stater;
i Jeg min Vise nynner
Og mit Glas forsyner,
Og for Resten slaaer jeg mørke Griller
bort
[ I Veir og i Vind og i Latter.
Jeg giør kun lidet af Verdens Guld;
Den snart fik nok, som ei alt for meget
begierte.
En gierrig Satan, naar blev han fuld?
Nei evig Tørst efter meer forvolder ham
Smerte.
Jeg den Kunst vil lære
Rolig at undvære,
Hvad jeg ei kan faae; thi netop er dog
nok
For dette nøisomme Hierte.
Jeg giør dog noget af Ærens Glands;
Foragt kan jeg for min bare Død ikke
taale;
Men jeg foragter den Narredands,
Hvor Folk sit Værd efter
Rangforordningen maaler;
Velfortient at være
Er den sande Ære,
Hvad Smarodser end til Stores Lov og
Priis
Saa himmelhøit monne skraalé.
Smaae Piger holder jeg meget af,
De Hiertens Unger opliver alting i Lavet;
Men vee den Skurk, som i Lysters
Hav-Kan ønske Dyd og Uskyldigheden
begravet !
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
