Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som de lindus hos Claus Frimann, kan man ikke kræve hos Dorothea
Enge-bretsdatters Samtklige.
Frimann begyndte sin poetiske Lobebane med Prisdigtet Horneelen«,
der er optaget i »Forsog i de skjonne og nyttige Videnskaber« (1777). Det
bekjendte Selskab, der skulde befordre disse »Videnskaber«, tilkjendte bam
Prisen, men senere kyndige Dommere har ikke billiget denne Dom. Det
er forst i sine folkelige Digte, han kan optage Konkurrancen for en i
Sandhed sagkyndig Domstol; her opnaar han en Dom, der har en ganske
anden Magt end hint efemære Smagstribunals, fordi den ikke blot afsiges af
Autoriteter, men tiltrædes af ethvert naivt, for Poesien modtageligt Sind.
Frimanns Individualitet er i hans bedste Digtning ikke gjort ukjendelig af en
Tidsålders Kostume, som kun Literaturhistorikeren foler sig fristet tii at lose.
Han taler det Sprog, som holder sig Iængst og rækker videst den
umiddel-bare Folelses Sprog.
Samme Aar som Claus Frimann blev Sogneprest til Daviken,
op-traadte han i Literaturen med »Sange over Evangelierne tilligemed 4 Davids
Psalmer ; otte Aar efter udkommer hans Poetiske Arbeider, forste Samlings
der indeholder adskillige fortræftelige Digte, men det er dog forst »Almuens
Sanger (1790) og Den syngende Somand« (>793), der viser en Fylde af
Lyrik, som strom mer jevnt igjennem en lang Række Sange. Med mandig
Kraft rulles her Billeder op Ira Folkets Fortid, og med en sikker Forstaaelse
og varm Deltagelse gaar han ind paa Bondens og Almuesmandens
(laglige Dont.
Ilvad der er det Velgjorende ved Frimanns folkelige Digtning, er
dette, at man her ikke har at gjore med en literær Begeistring, en
kunst-nerisk Forelskelse i den folkelige Form. Man har ingensinde Folelsen af
noget, som er gjort, men af noget, som har gjort sig selv. Naar Digteren i
Fortalen til Almuens Sanger« stiller sig et Nytteformaal, saa kan man smile
heraf; hans Sange er sprungne ham paa Læben saa naturlig, som Ordet
flyder fra den Talendes Mund, og hvad Moralen angaar, saa er den ofte
inkarneret paa en meste riig Maade i hans Vers. 1 lan er saa moget Barn
af sin Tid, .at han sor med et skjevt Blik paa de gamle Kjæmpeviser
formedelst al den Trolddom og Djævelskab, de indeholder, men han har selv
noget af Kjæmpe visens Aand. F ryg ter han end dens Romantik, og har han
end Mangler i det F.piske, saa kan han ofte finde et lyrisk Udtryk, der med
rette er betégnet som lifligt. Den poetiske Natur i ham er i hans folkelige
Digtning sterkere end baade Tid og Raisonnement. Han synes eliers at
anse det for en meget ringe Gjerning at synge for Alnnien ; han tænker
ikke paa »at gjore nogen synderlig Parade«. Han udtaler Onsket om, at
en heldigere Digter vilde slaa ind paa den samme Vei. »Hvad om jeg
kunde forfore med 111ig en saadan Mand som Nordahl Brun?«
Denne Fordringsloshed er aabenbart alvorlig ment. — og livad der er
det \’æsentlige, den findes ikke blot i en Fortale, men ogsaa i Digtene selv og
giver dem en særlig Ynde. Claus Frimanns Digte har fremdeles den folke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
