Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fortaelling er nabcnbart Digtets mindst tiltalende Del. Sagnets, Sagaens
eller Folkevisens naive og storslagne Tone finder han i det Hele taget ikke.
i sin Digtning; man savner det i »Horneelen« som i »St. Sunneves Kloster«
og i »Axel og Valborg«. Forovrigt kan »Horneelen« betragtes som det
ypperste Digt i sin Genre og er af danske /Esthetikere erkkeret for en sand
og uforgjaehgelig Prydelse for den danske Poesi fra det attende Aarhundrede,
hvilket ikke udelukker, at Laesere i det nittende vil staa kolde ligeoverfor
mangen foraddet Enkelthed.
Frimanns poetiske Fortrin i betegnes af kyndige Dommere som
Modenhed, Moderation, korrekt Elegance og Renhed i den lyriske Diktion.
Disse Egenskaber var vistnok forenede med Varme i Föredraget, men de
synes dog at have vaeret sterkere hos ham end en oprindelig, strommende
Lyrik. De peger hen paa en kritisk Evne, og det kan ikke undre os, om
denne Evne ogsaa viste sig som en Selvkritik, der bragte Digteren til at
stanse tidlig, skjont »han havde vundet sin Samtids fulde Bifald«; absolut
1 Ield er jo hos en finere Natur ikke en fyldestgjorende Grund, hvor
Sporgs-maalet er 0111 at fortsa;tte en Kunstnerbane; der er noget, som er vigtigere:
absolut Kald.
Frimann, der aldrig havde studeret til Embede, var en Tid ansat i
Finans-Kollegiet; siden var han Gesandtskabs-Attaché i Stockholm og
Lega-tions-Sekretajr forst i St. Petersburg og senere i Stockholm (1787—95), hvor
han blev Vidne til Mordet paa Gustav den tredje. I 35 Aar var han
Expeditions-Sékretaer i det udenlandske Ministerium. Han dode som
Konfe-rensraad 1839.
Horneelen.
(Prisdigt.)
Langt bort fra Leeg, uvant til muntre
Toner
Ved Festers Fryd, til sindrig Vedde-Sang
I Guders Sprog ved gyldne Harpes Klang,
Min vilde Streng jeg slaaer. — I kolde
Zoner,
Mod Midnat hen, paa 0rnens freie Spor,
Min Muse sig blant steile Fielde svinger
Hoit op til dig, Horneel! som Skrek
omringer,
Som halv i Hav og halv i Skyer boer.
Og undres ei, I, som med Trylle-Tunger
Og kielent Spil til Lyst hver Siel indbod,
Om Scythens Streng ei brever Lydi.sk söd,
Om jeg min Sang med hrese Toner synger!
Vand er min Drik, min Egn paa Skrek
er riig,
Min vante Lyd er freie Stormes Susen,
Min Harpe-Klang er vrede Holgers Brusen,
Min Harmonie er Aften-Rävries Skrig.
Driv, Stormvind, bort den Taage, som
bedekker
Mit sorte Bierg, og viis dets Skikkelse
Fra Dybet af op til det Hoieste,
Som graanende i Himlens Blaae sig strek-
ker! —
Sortglindsende dit Horn, uhyre Krop!
Med Mile-Maal hoit over Naboe-Bierge,
(En Kiempe liig blant lavt nedtrykte
Dverge)
Mod Stiernerne du dristig skyder op.
Siig, hvo dit Bryst saa glat og steilt har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
