Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
O, Himlens Engle vogte Dig!
Men ak! ora Uskylds Rose svinder,
Om Tabet af din Dyd jeg seer
Engang i Graad paa gustne Kinder . . .
Sov, bedste Pige! vaagn ey meer. —
Til Modgang.
Jeg tor — stolt hæver sig min Aand —
Dit stolte Hlik frimodig mode,
Og, end mens Hiertets Vunder blode,
Tor dristig række dig min Haand ;
’l’or rolig dine Raad randsage
Tor Viisdom i din Vei opdage,
Og Godhed i din haarde Dom.
Min stærke Sang den Svage tlye!
Som dorsk sig om i Stovet sniger,
Og skiælver, naar fra Polen stiger
En mork og tordensvanger Sky,
Som œngstlig hver en Plet opleder,
Hvor Glredens Soel sin (Hands udbreder,
Og græder, naar den skiuler sig.
Igiennem Plagers skumle Vei,
Igiennem dine Lyn og Torden,
O Modgang, hoit hen over Jorden,
Op til dit Udspring stiger Jeg;
Jeg seer, og mig i Undren ta ber,
Fra Lysets Gud, fra Glædens Fader,
Til Jordens Held udspringer du.
Med faste Blik du nærmer dig
Den Spædes trygge Blomsterleie,
Afsirkler ham hans Fremtids Veie,
Seer alt, hvad han vil onske sig;
Ki Uskylds Smiil, ei förste Taare,
Ei 0mme Klager dig bedaare,
Din Dom er uforanderlig.
: Hvil sodt, o Spæde! taler du,
»Fred være med din Barndoms Dage!
»jeg vil dit Held og ei din Plage,
»Ei trænger du til mig endnu;
»Engang med Vennehaand Jeg knuser
» Det Glædens Bæger, som beruser,
»Som lonlig Gift paa Bunden har.
»Lad Lykkens kirelne Fosterson
»Omsvserme, Glasder evig nyde,
»Og kun sit eget Jeg adlyde,
»Sin Lod han finde himmelsk skion!
»Dig Jeg for Verden vil opdrage,
»Min sunde Najring du modtage!
»Og vorde staerk og klippefast.«
I tidlig Vaar opdrog du mig —
At Jeg ved Andres Nod har Taarer,
At Giaekkes Haan mig ikke saarer,
At Jeg ved Noisomhed er riig,
At Venners Kreds, ei Daarers Vrimmel,
At stille Hiem det er min Himmel;
O! dette Alt Jeg skylder dig.
Skiondt Mindet endnu bittert er,
/Erbodig, taus Jeg dog tilbeder,
Saa tidt Jeg najrmer mig de Steder,
Som Vidne om min Kummer brer;
Hver Gravhöi, hvor Jeg ofred’ Klage
For elsket Barn, for ömme Mage,
Og trofast Ven, mig heilig er.
Jeg stadig vandre Banen hen!
Ei vil Jeg varig Fred begirere,
Kun at Jeg den maa va.»rdig vaere,
Kun moden til at nyde den;
Men, er Jeg endnu nok ei provet,
Da, naar Jeg krymper mig i Stovet,
Skal Haabet dog oplöfte mig.
Gud i Naturen.
Hvo lokked min Aand fra sit jordiske
Fccngsel
Til Sphferernes endlöse Vei?
I dristige Onske, utrsettelig Laengsel
Hvo bod mig udstraikke mit Jeg?
Hvo forte til Siaelen fra stirrende 0ie
Hvert Billed’ fra Jorden, fra Hav og det
Hoie?
De förste, de hellige Sukke fremtvang,
Og rorte den uvante Tunge til Sang;
Hvo bod mig at hore fra ukjendte Zoner
Lovsyngende Toner ?
Naar Morke og Nat over Synskredsen
laae,
Hvad var det forVerdener, Sipelen da saae?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
