Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Zetlitz.
»Ui ympens Ven og G hedens unge Gud« tilhorer nu den rene
Mythologi, og den, der vilde slaa til Lyd paa Glasset for at bebude hans
Komme, vilde blive overdovet af Kampens Dissonanser. Herom er Intet at
sige; men naar vi her med nogle Ord skal erindre den Digter, der friskere
end nogen anden Nordmand har sunget Livsglaedens Pris, saa sker det ikke
med venlig Overba;renhed med en svunden Tids Udskeielser, men med
virkelig Beundring for det Va;ld af Sang, der strommer gjennem hans
for-dringslose Viser.
Jens Zetlitz er fodt i Stavanger den 2Öde Januar 1761, men de for
sin Udvikling betydningsfuldeste Indtryk har han vistnok modtaget i Bergen,
i hvis Latinskole han blev optagen kort efteråt Nordahl Brun var bleven
Prest i denne By. Brun tog sig af ham, og man finder senere de to
Digte-res Navne Side om Side ved flere Leiligheder. Zetlitz skrev Nordahl
Bruns Biografi, og da han i 1789 som theologisk Student udgav sin förste
og eneste storre Digtsamling, tilegnede han Brun den i de varmeste Udtryk.
Denne Digtsamling indeholder Kjernen af Zetlitz’s Poesi, og hans
Digterfysiognomi staar straks klart for os: han er Liysglaedens begeistrede
Forkynder. En storre Hengivelse i Oieblikket, en storre Forvovenhed til
at folge den unge Gud, hvis »Kind er blussende som Morgenrodens Blik
paa Havets Flade«, og hvis Sind »er blomstrende som Ranken«, — har neppe
for eller siden vaeret seet i den norske og danske Literatur.
Hvis man ikke vil komme til at bedomme Zetlitz’s Digtning fra et
borneret Synspunkt, gjaelder det at have 0ie for, at der er en Losrivelse
fra Livets Alvor, som er berettiget, at den Fod, der lofter sig fra Jorden
for at folge Bacchus, ikke behover at rave. Der er Flugt i Zetlitz’s Viser,
— det er det, som giver dem Vaerd. Man er altfor tilboielig til at fieste
sig ved Bacchi Attributer og glemmer, at det ikke er under Indflydelse af
dem, Digtercn synger. Han er fyldt af en Livslyst, der ikke behover
»Proptraekker til sin Gtede«, og naar hans Hjerte banker for den sig
nsr-mende Gud —
See! Brödre! see! han nsermer sig — tilbeder!
saa er det, fordi den svulmende Drue er ham Symbol paa Livet selv. Det
er her vel va:rd at lsegge Mserke til, at der bestaar en Förbindelse mellcm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
