Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ttekkelige Velstand, der forenede sig i
den rummelige Nystue. Thord, det var
min Verts Navn, var en hoj,
bredskul-dret .Mand med et maerkeligt Ansigt, der,
jeg ved ikke hvorledes, forekom mig at
ligne de antike Trassnit af vore norske
Konger. Et Par beskedne Sporgsmaal
om vor Konge og om det nys ojjloste
Storthing o. s. v. undslap ham nxsten
imod hans \’ilje, — og jeg saa,
hvor-lunde Nysgjerrigheden kjrempede med
Frygten for at ulejlige den triette Gjest.
Men nu kunde den aldrende Kone ikke
liengere bare sig — og gjorde mig
Sporgsmaal paa Sporgsmaal; og skjont Verten
skjendte paa hende, fordi hun, sagde
han, plagede mig, — saa jeg dog
tyde-lig, at han glaxlede sig ved enhver
Nyhed, jeg fortalte. Efter en halv Times
Forlob horte vi Koernes Brolen under
Vinduet, og strax derpaa traadte en Pige
ind, hvis Udvortes sterkt frapperede mig,
skjont jeg i Tusmorket ikke ret kunde
betragte hende. En hoj, rank Vrext, —
et blegt, betydningsfuldt Ansigt, —
svom-mende, blaa Öjne, og et gult, frit bolgende
Haar faldt mig strax i 0jet. Faderens
skarpe Blik slog héndes imod Gulvet;
men Moderen sagde i en snaksom Tone:
»Kom hid, Ragnhild! og hils paa den
Fremmede; han er fra Christian.« Med
en rolig, alvorlig Mine hilsede hun mig,
ikke med den nys udfoldede Mos
Und-seelse, men med en vis Holdning og
Anstånd, som forundrede mig. Hun
op-vakte en besynderlig, halv smertelig, halv
behagelig Fornemmelse hos mig, og jeg
folte en uforklarlig Interesse for Pigen.
Jeg greb det Paaskud at betragte
Kvre-get — og bad hende folge mig og vise
mig det. Alt, hvad hun sagde, rorte mig
ved den klare, blöde Akcent, hvormed
hun talede sit Dolesprog, og den
Be-stemthed, med hvilken hun valgte sine
Udtryk. Hun blev synlig forlegen over
den Opmcerksomhed, hvormed jeg be
tragtede hende, og forte mig snart ind
igien til Faderen, der ventede mig med
Ölkruset i Haanden.
Ved Lyset blev jeg var nogle Boger
paa en Hylde, og det gkudede mig,
imellem dem at finde vor Snorre. Jeg
indlod mig i Samtale med Thord om
den gamle Historie — og forbausedes
ved hans Bekjendtskab med samme.
Uden Pral fortalte han mig i Samtalens
Lob, at han nedstammede fra den
haar-fagre Harald, og at hans Slregt havde
holdt sig ublandet. Jeg ved ikke,
hvor-for denne Efterretning gjorde et saa
sner-deles Indtryk paa mig; ikke sandelig, at
jeg skulde baere storre indvortes Agtelse
for en Konge end en Bonde, men
sik-kert fordi jeg ligesom saa den leengst
hen-smuldrede store Harald staa for mig i sin
/Etling. — Min Vert lod til at forstaa
min Fornemmelse — og vendte Samtalen
beskeden paa andre Ting.
Temmelig sent forlod han mig, og
jeg kastede mig urolig frem og tilbage
paa mit Leje. De rundne Dage stege
op i min Sjsel, og jeg folte en a:ngstelig
Glrede, som den, hvormed man betrneder
en Kjaempehoj fra Hedenold. Da lod
der en Lur kiart i Natten og vrekkede
mig af mine Dromme. Jeg sprang til
Vinduet, aabnede del — og horte nu
grant fra den nrerliggende Hoj igjennem
Tonerne de Ord: Hos dan lever
Litan: og strax svaredes fjernt fra med
Luren: Litan lever bra. Jeg kan ikke
sige, hvor besynderligt det forekom mig.
Min Nysgjerrighed tillod mig ingen Ro.
Alt blev stille, og utaalmodig oppebiede
jeg Morgenen, for hos min Vert at faa
j Oplösning paa denne Gaade. Neppe
| var han traadt ind til mig, förend jeg,
imedens Ragnhild beredte Frokostbordet,
begyndte at sporge, hvo der her blieste
Lur om Natten. Men pludseligt holdt
jeg inde; thi Ragnhild blev med eet bleg
som Doden og kastede et Blik paa mig
— saa bönligt, saa fortvivlet, saa döende!
at jeg tusinde Gange fortrod mit
Sporgsmaal. Til min Beroligelse svarede Thord,
at han Intet havde hört, og at det maatte
va:re Gjasterne paa de omliggende Sattre.
Men Ragnhild sneg sig vaklende ud,
idet hun gav mig endnu et usigelig
ro-rende Ojekast.
Skydsen var kommen, Ivlövsadlen
omspaendt, — og med al min
Nysgjer-righed, al min Deltagelse, maatte jeg
utilfredsstillet drage bort. Hvad havde
jeg givet for et Ojebiiks Enrum med
Ragnhild, det jeg dog vist ej havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
