- Project Runeberg -  Norske Digtere. En Anthologi med Biografier og Portrætter af norske Digtere fra Petter Dass til vore Dage /
185

(1886) [MARC] Author: Nordahl Rolfsen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Snorre og Bibelen ned af Hylden, lagde
dem paa Bordet, og sagde: »Der, Thord,
er Bogen, som laerer om din Kongeslsegt;
men her ligger Herrens Ord, som lajrer,
at vi ere Alle lige for Gud. Den lajrer
Ydmyghed og Forsonlighed,
Barmhjertig-hed og Kjaerlighed, — og der, (jeg löb
ud og var som en Pil tilbage med
Barnet) der ligger din Datters Barn paa en
Fremmeds Arme — og beder ved mig,
at Du ej vil forstode dit Blod.«

En dfldelig Bleghed overtrak Thords
Aasyn, og Konen sank halv afmsegtig
ned paa Bajnken. Men jeg standsede
ikke, jeg bad, jeg tordnede, velsignede
og forbandede. Da brast han i Graad
og sagde: »Gud forlade mig, som jeg
nu vil forlade! Hvor er Ragnhild?« —
Og Ragnhild kom, najrmere Doden end
Livet, og hun favnede hans Knaj og
strakte jamrende sine foldede Hamder
imod ham, og han reiste hende, lagde
hende i Moderens Arme og sagde: »Du
har baaret hende under din Livgjord;
Du har lidt for hende; for Du hende
til mig!«

Da kaldte jeg paa Guttorm, og imod
min Forventning tilgav han ham strax.
»Dig har jeg ikke saa meget at forlade,«
sagde han; »men hun, hun vidste dog

— tys!« lagde han til, »lad det nu
vsere godt!«

Jeg vilde reise; men Du kan let
trenke, at jeg maatte oppebie Brylluppet.
Igaar blev Parret viet, og strax derpaa
dobtes Barnet Caroline efter mit Navn

— ifolge Thords egen Vilje. Alle ere
glade, og jeg — jeg syndige Menneske

— staar her som en Engel mellem dem.
Farvel, min Ven! Imorgen reiser jeg
fra dette Fredens Tempel. Gud
vel-signe disse gode Mennesker!

Den gale Christian.

Gjestgiverstedet Hole, Oktober.
Kjrere Ven!
jeg befinder mig i delte 0jeblik i en
besynderlig, sptendt Tilstand. Om Du

ved Gjennemlaesningen af mit Brev
bliver sat i en lignende eller ej, det ved
jeg ikke; thi det er ikke Tingene i
Ver-den, hvilke vi desvaerre kun lidt kjende,
men vor egen Stemning, idet de virke
paa os, der bestemmer deres Betydning.
Men det ved jeg, at der nu i denne Nat
ikke er andet Valg for mig, end at
ud-lade den pressende Folelse igjennem den
bedste Leder, jeg kjender for mine
For-nemmelser, — Pennen.

I Mörkningen kom jeg herhid og
fandt, som soedvanligt i vort gode Norge,
at Heste, uagtet mit Forbud var afsendt
for en Dag siden, ej vare at bekomme.
Foret, som Veiret, har den hele Dag
vaeret afskyeligt, og trods mit
Bekjendt-skab til Landets saavel frygtelige som
skjonne Egne, har jeg aldrig befundet
mig i en mere raedsom Egn, end denne.
Ttet ved den sorteblaa Indso, der er
omringet af stejle, vilde Klipper, ligger
den usle Hytte, hvori jeg nu sidder; den
er bygget med tre Vajgge til den over
Taget udhajngende Klippe, og ved mit
Voxlys, som jeg viseligen bragte med,
seer jeg i det snasvre Gjestekammer Intet
uden fire krummede Vaegge, hvoraf den
ene er Fjeldets sorte Granit.

Da jeg netop havde gjort mig
fortrolig med Nodvendigheden at ligge her
Natten over, og af min Vadsaek havde
udpakket min Aftensmad, blev jeg
op-maerksom ved at hore en i skjajrende
Messetoner fremsungen Bon i Sidestuen.
Derpaa fulgte en vild Latter og en
Ho-ben usammenhaingende Galimatias.
Pi-gen, der kom ind for at rede den Seng,
hvori jeg ikke agter at ligge, berettede
mig, at den gale Christian Prest var der
ude, og forsikrede mig, at jeg vilde
förnöje mig kosteligt ved at hore ham.
Jeg gik da derud og fandt i Forstningen
ingen synderlig Interesse i at hore paa
hans Vrovl. Imidlertid frapperede
Men-neskets Fysiognomi mig. Han er en
gam-mel Mand med et hvidt, tyndt Skjajg,
med et Ansigt, der, paa de fordrejede
0ine naer, er aldeles kniggisk. I
Haan-den havde han en Hat, med en Harefod
i Skyggen, ved hvilken han forsikrede at
kunne gjore sig usynlig, naar han satte
den omvendt paa Hovedet. Jeg gav

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:16:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0209.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free