Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham Noget, og da enkelte lyse Ideer
Vakte min Opmnerksomhed, fik jeg det
Indfald at tage ham alene ind i mit
Kammer. For at bringe ham i Aande,
gav jeg ham et Glas Vin og et Stykke
Steg, og lidt efter lidt begyndte min
Forrykte at blive interessant. Det var
naturligvis min Hensigt at komme paa
Spor efter Grunden til hans Van vid; men
hvert Ojeblik afbrod han mig med Vrovl
og Messen. Endelig — han havde faaet
tre Glas Vin — satte han sig henimod
Fjeldvfeggen og begyndte med en haes
Stemme: l)u har nok Lyst til at hore
en gal Mand fortrclle Eventyr; bi bare
lidt, jeg maa forst have min Hat paa.
Kan Du nu see mig?« Jeg benegtede
det. Nu begyndte han en Historie, af
hvis tildels majrkvrerdige
Usammenhren-genhed jeg vil soge at gjflre et Helt.
»Dybt, dybt herinde, over Fjeld og
Dal, boede en Prest, som Fanden har
taget. Han havde en Datter, I om fru
fin og skjaer, som Lam i Séeterdal, og
Husmanderis to G utter legede hver Aften
paa Prestegaarden med hende, saalienge
hun var liden. Dersom Christian havde
faaet Perler af de salte Taarer, han
mistede for hendes Skyld i den morke
Nat, saa havde han kunnet kjobe baade
hende og al Verdens Herlighed. Og saa
\ ilfle han blive Skolemester, Galningen!
— som om en Skolemester var god nok
for en Prestedatter! Men Hans havde
nu det glatte Ansigt, og han var altid
ude. Han maatte da folge hende baade
paa Vaarstien og til Fossen, og Christian,
han gik bag efter og skar sine Tsender.
Hu, Hans, det gaar aldrig godt! Havde
han enda sagt det; men nej, han lo ad
Christian og rendte omkring i viden
Mark med hoje Sving. Det var
Jule-aften, og Ragnhild sktilde gaa paa
Skaren hen til den gamle Frue og bede
hende hjem. De vilde da bgge to folge
hende, og paa Skjeldsord manglede ikke.
] )a nu Fruen ikke kom, og Ragnhild
skulde hjem igjen, tog hun Hans ta:t, tret
her under Armen, og vilde slet ikke gaa
med Christian; Hans var jo dog ogsaa
Bondedreng. Saa lob Christian forud,
og gjemte sig bag den store Gran, der,
hvor Fjeldstien gaar helt op ved Fossen,
og han trenkte ikke paa Ondt, men
brandt paa Kinden af de hede Taarer.
Men da de nu kom til Granen, og Hans
• stod stille og saa paa Ragnhild, og
Ragnhild foer ind i Armene paa ham: saa
begyndte Fossen at styrte op efter, og
Maanen lob i Ring om sig selv, og alle
Bjergtroldene brode frem igjennem
Fjeld-stykkerne, og Sneen iloj i Hvirvel,
Hvirvel, og det susede, som om hundrede
Stormvinde gik op af den aabne Jord.
Da Alting var over, laa Hans i Fossen.
Siden den Tid sigé de, at Christian blev
gal; men tys, vaer stille! Der er Ingen,
som veed, livad han gjorde; for Ragnhild,
som han vilde kastet efter, svor, saa
bleg som Sneen, ved Himmel og jord,
at hun vilde tie, og det gjorde hun; men
Hans var borte, og Christian ’’ar gal.
Gud forbarme sig, hvor det var
bedrove-ligt med Ragnhild fra den Tid og i mange
Tider! Men Presten var streng imod
hende. Den Vinter fore de ilde med
Christian, og bandt ham i den bitre
Kulde ude i Vedskjulet. Jo det blev en
net Skolemester! Men nu skal Du hore,
hvor lystigt det siden gik til, da Julen
endelig, efter mange Jule, kom igjen i
Prestegaarden. Ja, der laa den gale,
stygge Christian ind paa Ruden, og saa
paa Dans og Lystighed inde i Prestens
Storstue. Men han saa bare paa
Ragnhild, som dansede med den fremmede
Skipper i Silkebuxerne. Og de to
snak-kede sammen, og trykkede hinanden i
Haenderne. Men jo mere Christian saa
paa ham, jo blegere blev han; for det
var visselig Hans. Saa gik de ud i den
morke Gang, og saa paa alle de
forvil-dede Stjerner; men Christian gik efter.
Og paa engang horte han, at de
kysse-des og hviskede i Morket, og Hans
kaldte sig Joseph og mente, at det Onde
blev til det Gode, for nu var han en
: fornem Herre. Da lob Christian ud i
den dybe Sne og i den morke Nat, og
bad og bandede, og rev sit Haar
istyk-ker. Saa kom Hans gaaende, for at gaa
hen i Gjestgiverstuen, og da de modtes
! begge, raabte den ene: Hans! og den
; anden: Christian! og dermed fore de
om Livet paa hverandre — og tumlede,
i og tumlede, og tumlede. Laa Du ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
