Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nei, kun hvad Phuniel veed, det vil han
troe.
Begreb og Troe hos Aanderne er Eet.
Thi Gud ei vil, at de uværdigt troe
hvad han ei har tilladt dem at begribe
ved Kraft dertil i deres Sjel at lægge.
Hvad jeg begriber troer jeg forst, og
lægger
som funden Skat det til min Kundskab.
Ohebiel.
Din Kundskabs Kjerne er da Tro, hver
Aandskraft
kun det Erobrende for Troen.
Phun- Abiriel.
Ja,
til ingen Gaade, selv ei den, som er
i Draaben gjemt: om al Tilværelse,
og Gaaden »Gud<, hvis Knude er mig
Selv,
er meer tilbage.
Ohebiel.
Evigheden er
den vide Plads, hvor Sejeren skal vindes.
Phun-Abi riel.
Da svimler jeg, ved Skuet trættet af
en Evighed i Evighed henglidende,
som Ringen uden Led og Ende.
Ohebiel.
Hvis Du det fandt, den Ring da slet
var gjort,
du Taare, hvilelos om Ringen giidende!
Men se Akadiel sejerherreglad,
som om han stod paa Maalets Tinde alt,
hvorfra han seer den Evige hiinsides
den Afstand ingen Skabt skal overstige,
og fanged hans Afspeiling i sit Aasvn!
Den Aand er Aanders Forste. Dog er
hans
Beundring mest begeistret, v idest strakt
hans Godhed, og hans Fryd i Alting
barnligst,
saa tidt en Blomst, han ikke for har seet,
af utænktSkjonhedsform,paa fjerne Klode
til Lovsang bringer harn. Se, Phuniel,
saa nyder Aanders Forste Saligheden,
og saa kan Du.
Phun-Abiriel.
Hvis Phuniel og Akadiel
ei var To, som [ord og Sky forskjellige.
Ohebiel.
Ham stræbe Aanderne at ligne; thi
da troe de, at de ligne Gud.
Da skulde,
hvis saa jeg troede, jeg min Frihed draibe,
af Sjelen vaske ud den Tanke »Gud«
og grave kun Akadiels Billed ind,
en Aands som jeg, og, hvergang ei jeg
tajnkte
som Han, beskylde mig for Synd.
Ohebiel.
0 Phuniel, viid dog, det forbyder
den Ret, som er til alle ligedeelt,
og adler Stov til Guddom, den, at strabe.
igjennem lianen, som Hvers Frihed bryder
med uafhiengig Kraft, hvor bedst ham
synes,
at ligne sit og Alles Udspring.
Den Ret er Borns Ret, at hvert Barn
afbilder Faderens Dyd og Kraft i sin
Charakters Farveskjajr. \’i ere Alle
Guds Bom, ifra den Forstefodte, som
engang i aildste Tid laae svobt, men nu
og gjennem Evighed for sine Soskende
har Rang, fordi han brerer klarest alt
sin Faders Trak i moden Skjonhed,
til Yngste, som, af Sandsers Duft hen-
dysset,
1 Grassset dier Livet ubevidst,
uformelig end og slov, knap meer
; end varmet Jordklump, meer uliig sit
Ophav,
end Foster timegammelt er sin Fader.
Og Aandens Arveret er den, at Hver
skal mod sit Ophavs Guddom ncerme sig
ad selvbrudt Vei, paa uafhasngig Flugt
igjennem Evigheden. Deraf, Phuniel,
den Selvbevidsthed. som med raske Drag,
paa Aandens Indres Baggrund, paa dens
Ro’es
udspaendte Marmorflade maler af
den Salighed, som er hans Fantasis
og Hjertes ejendommelige Digt.
Phun-Abiriel.
Bedst troer jeg Vanvid vilde digte.
Det Luefarver har, Indbildningskraft.
, Og ene Vanvid og Alviisdom
’ tor Tvivlens Tsender ikke gnage.
Hvis da jeg kunde, hvis det ei en Grif
i Stovet tenket var, jeg Vanvid losslap.
Thi snart det rev mig hen paa vinget
Smiil
til hvert et Maal, jeg tcenkte mig; det
rakte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
