Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
disse Ríedsler uden Skrsek,
denne Blomsterdajmons Traek
jeg med uforsteente Miner,
uden 0jel)linken skuer.
Ned i Tulipanens Grube,
ind i denne Kobberkube,
fuld af vildtforflöjne Gnister,
tör jeg stirre uden Svimmel;
uden Sortnen for mit 0je
Flammekjedlens Dyb jeg maaler;
Lueblomsterspirets hoje
Flugt jeg folge tor mod Himlen,
vexle 3Mine kjrek og bister,
0jekast af 0rnemod
med den fromme Morderengel,
Spaniolens Sjel, som glöder
(dertil Gud ham altfor ömt
har evindelig fordomt)
ud fra denne Zwiebels Stengel
i den dybe Kalk, der bloder
af en Sygdoms sorte Blod.
Ja, jeg elsker dette Syn,
hvis Betydning let er gjettet
uden megen uvis Ahnen:
Husets Brand i Tulipanen;
Taarnets (som et sammenflettet
ifra Dybet opskudt Lyn)
i Papav’rens Knops Skarlag;
Kirkens eget brede Tag
i dens Blomsts udslagne Flammer;
Spaniolens vilde Jammer
(som han viste sig i Doren
blodig, rasdsom, dog kanskee
forat redde Alle forend
enten Flammens Riedselsdod
eller ind hans Landsmaend brod)
i den mystiske, tilflorte,
krigerrode; munkesorte
Pragttulipes aabne Breger,
hvori Nat og Flamme leger.
O jeg elsker disse Syner!
0 jeg seer med Kjaerlighed
Blomsten, som saa skummelt lyner,
Farven, som er bleven heed.
Disse Blomsters skjonne, tyste
Rredsler kun mit Minde skraekke;
mine 0jne de forlyste,
1 .rebens döde Smiil de vaekke.
Thi de hore ogsaa med
iil den samme ’l ime jo,
da hengivnest var min Tro,
til den samme Time, da
hojest var min Salighed,
da min Sjel var Himlen naest,
Stovets Tanker lasngst ifra,
lettest under Rredslers Tyngde.
Thi det var jo just Sekunden,
da jeg elsked mine mest,
da os Doden Alle fandt
som os Ra:dslen sammenbandt,
i hverandre sammenslyng’de
og med Herrens Lov paa Munden,
uden Knurren deriblandt.
0 hvormed har jeg fortjent
dit Mirakel, store Gud?
Skulde — o det var ej meent!
Ormen tör ej tale ud! —
Skulde, ja, om ej du Sel/,
Du, den Helligste og Storste,
fjernere fra Engles Forste,
end fra höjest Himmels Hvaelv
dybeste af Havets Kilder . .
skulde ikke Du, du Selv,
Du, hvem intet Navn afbilder,
Du, hvem Verdner Blomster ere,
Graes, som Dvbderne maae ba;re,
men kun En af Engles Orden,
en blandt Aanderne Ophojet,
som har Vrelde over Jorden,
ha/e, i din Naade stasrk,
gjort det store Undervoerk,
for at see en Orm fornojet,
for sin Herre (¡ud at ligne,
naar han, efter Seklers Rxkker,
slukte Stjerner gjenopvaekker
1 de Rum, der dode ud,
— o! da beder jeg, o (¡ud,
at Du Englen vil velsigne,
der har vaeret god som Du,
mregtig med barmhjertig Hu,
msegtig i hvad der er herligst,
mregtig til sin Gud at ligne,
kjrerlig — o som du er kjairligst!
Da jeg beder — Tys! . . . .
•ii
En hoj, statelig Mand, med en
Guld-kjaede med Oraniens Portrast paa den
praegtige sorte F’lojelsvams, med en
Dia-mantagraffe paa Baretten, en Börs,
hvor-igjennem Guldet blinkede; og Daggert
ved Siden, fulgt af en Dreng med en
Vase fuld af Blomster, triner over Grus-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
