Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Knoppen synes vakt af Dvale,
vaagen Gejst i sig at hilde,
og dens Læbe, blot den vilde,
digtende at kunne tale.
Jeg maa derfor raskt mig skynde,
ende, som begyndt, at synde;
jeg maa skynde mig for du,
Rosengejst, forandrer Hu,
for du lyster at forlade
dine saa forvandte Blade.<
Den Fremmede omfatter Blomsterne
med skjrelvende Haender. »Der er
Rred-sel heri, men jeg maa fortsrette, medens
denne Gartner, som er vanvittig i sin
Gjerrighed, og skjuler sine Mysterier i
denne Afkrog, ikke kan forstyrre mig.«
Han seer paa den besvimede Olding,
og dvreler endnu.
Ha, hvo har negtet Jan van
Huy-s u m, Blomstermaleren, en Buket?«
Inden tre Sekunder pratige Adrians
Blomster i Malerens Vase. Der er ingen
voldsommere, hensynslösere,
selvkjajrli-gere Lidenskab end Kunstnerens. Den
kjender ikke Grrendser, Ret eller Synd.
Den griber efter sin Lysts Maal med
Gigantarme, fordi den troer den har et
Gudehjerte.
Da han med et begeistret Blik liiftede
den fulde prangende Vase op, vaagnede
den Gamle.
O min Gud! min Gud! de ere
dræbte, jamrer han med Hændeme for
Ojnene.
For at leve evigt,« siger den stolte
Maler, svingende Vasen höjt.
»Sorg for Drengen. Han var min
Plejeson og kanskee dit Barn.’
Ja, ja, han var det . . min
Benja-111 i n ! du liar myrdet ham, myrdet dem
Alle, lians Sodskende, hans Moder og
hans Fader, som forbander dig med den
rædsomste af Forbandelser, med
Forban-delse af dit eget Barn indtil Vanvid af
Sorg over dit eget Barn. Ja, hvis Gud
gjor en Tusinddel Lige for Lige — du
skal forgjæves trygle om Guds og dit
eget Barns Barmhjertighed og om at dit
Staalhjerte skal kunne briste, 0111 at
kunne doe som jeg.
Og den Gamle havde slrebt sig hen
til Drengens Liig. »Djaevel!« stonnede
han endnu, j du veed ikke hvad du har
gjort. « Han sukkede endnu engang og
saa ikke mere.
Men jeg veed hvad jeg v i 1 gjore,
og hvad jeg kan gjore,< raabte
Maleren, fordybende sine Blik i den herlige
Buket. Men da han saae OIdingens
Ojne brustne og hans ¡ervjerdige Haar
udslaaet over Drengens blege Dödstrsek,
da zittrede det igjennem hans store
nervöse Skikkelse; men han mumlede dog
endnu, idet han bortfjernede sig med et
1 sky Blik: »ja jeg veed hvad jeg vil
gjote. Hvo har negtet Jan van
Huy-sum en Buket:«
—–
Jan van Huysum malte Adrians
; Blomster. Der flod aldrig et heriigere
Mesterstykke fra hans Pensel.
Samvit-tighedsnag, eller maaskee heller en
angst-og ahnelsesfuld Overspaendthed, drev
hans Geni til det höjeste. Han arbejdede
; med den unge medicinske Novizes
ban-kende Hjerte og ilsomme Haand, som
ved Midnatstide anatomerer et stjaalet
Liig. Han syntes stundom at see A
änders Aasyn i Blomsterne, og da var det
ikke langtfra at Adrians Forbandelse gik
i Opfyldelse. Fra dette Ojeblik, da han
stillede Vasen foran sig og udspaendte
sin Ramme, begyndte han at indestajnge
sig, naar han arbejdede; han blev
men-neskesky og melankolsk, men heriigere i
sine Arbejder end nogensinde.
Man holdt disse Egenheder for Traek
af en Originalitet, der tilhorte hans Geni,
og Flere, end man skulde troe, vare
förnuftige nok til at ta.-nke, at dersom Jan
van Huysum ikke var saa bizar, vilde
han heller ikke male saa herlige
Blom-sterstykker eller vasre den han var.
Men man rystede paa Hovederne og
trak paa Skuldrene og gjorde Miner til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
