Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en ny Farve ved den rolige Glaede over Hjemmets Lykke; men sit
Skjold-merke og sin Devise tro glemmer han ikke den tunge Tid; thi denne
Digt-samling indeholder ved Siden af Forfatterens mest straalende Digt til
Kvindens Pris, — Balvisen
»Vor flygtige Lyst, mens i Dansen vi tra;de«, —
ogsaa et af hans inderligste Mindedigte, det af dyb, men lykkelig Vemod
gjennemaandede: .Den Salige <:
• Ingen Kval kan falde paa mit Hjerte
Tungt som den, du klaged i min Favn.
O, du Salige, i Fryd og Smerte
Har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.«
Er det Stemningen lra et Hjems Ro og Lykke, som slaar os imode
i Digtsamlingen 1848, saa er det Overblikket over Kampen og en
Fordy-belse i det religiöse Liv, hvori Digteren finder Forsoning og Kraftens
Förnyelse, der er det Karakteristiske for Digte som v Til fj elds«, »Traset ,
» Yidiekvisten«, Duggen s og Aandens Liv« ( Reisebilleder og Digte 1851.
Den kjaempende Digter, Damringens« Digter er selv »Traeet«, der stod i
Klipperevnen og stred med Veir og Vinter »og kunde taale Alt«. Det har
stroet sine Blade over Grunden, af dets knudrede Rod er nye Spirer
ud-gangne; nu er Klippen daekket af Birke. Det er en stolt Folelse, som gaar
igjennem dette Digt, men det slutter dog med en Tone i Grundakkordens Aand:
Bag dette friske Lov
det gamle Trae er skjult og gjemt
og smuldrer hen i Stöv.
Ved dette Tidspunkt, hvor Digteren selv kaster et Blik over det
Svundne, vil det maaske vaeré hensigtsmaessigt at supplere vore
Bemerk-ninger over vaesentlige Momenter i den Welhavenske Digtning med en
Betragtning af denne Digtning i dens Totalitet og en kort Redegjorelse for
en enkelt Gren deraf, der har loftet Digterens Navn hoiest i den store
Almenheds 0ine, og som tillige i kunstnerisk Henseende fortjener Beundring.
Det springer da straks i öinene, hvor trofast Welhaven igjennem sit hele
Liv har fulgt det, som i Künsten var hans Ideal: den hoiest mulige
Fuld-endelse i den kunstneriske Form. I en Mangfoldighed af Digte er denne
Form saa fuldkommen, som hans betydelige digteriske Evne overhovedet
kunde danne den. Digtets Bygning er fast og urokkelig, Sproget meislet,
og Afslutningen företaget netop der, hvor det skulde ske; en liflig Efterklang
af Tonen er noget for de Welhavenske Digte i hoi Grad eiendommeligt.
Naar Indtrykket undertiden ikke er helt og varmt, trods den
sam-vittighedslulde Kamp med Stoffet, saa er dette dybt begründet i Digterens
Naturel. Han har selv sunget om Hjertet, der banker under Aandens Taenk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
