Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa er et Folks Begeistring; den kun stiller
de hoie Billeder for Skaldens Tanker,
kun den kan biere hani, den djerve Svöm-
mer.
Og derfor kan ei Friheds-Raabet vsekke
det sunkne Liv, og give Aanden Vinger,
för det fra Folkets Hjerterodder klinger,
og sprrenger Barmens vinterlige Da;kke.
Lad Individet sine Arme strrekke
mod Drömmens Fe, der Strengelegen brin-
ger, —
ak, Kulden stivner dog hans Barm og
Finger,
för han er fseidig med sin Tonera;kke.
Thi kun i Dagen, mellem Blomsters Duft,
hvor Engen lytter, hilser ham velkommen,
er Skaldens Hjem; der bygger han sin
Hytte.
Men hvor man ynder Piben kun og Trom-
men,
hvor Egnen trykkes af basotisk Luft,
der maa en Sanger tie, eller flvtte.
Extre m e r.
Gud tröste den, der sidder ene,
naar han maa se
paa Livets vexelrige Scene
med Lajngsels-Ve.
De glade Toner traenge
sig til hans Vraa;
med dem hans Hjertes Strenge
vil sammenslaa.
De vil saa gjerne, — men der mangler
han ved ei hvad;
der fattes Klang til Rangler,
og Klang til Kvad.
Og Verden kan ei skue
hans Livs Forlis;
snart heder han en Skrue,
og snart en Vis.
Gud tröste ham, naar Vaaren kommer
med Lys og Lyst,
i Svanesky’r og Blommer
og Laerkers Röst, —
og naar den kolde, blege
Vinter er nier,
med Dands og Spil og Lege
og Juletrai’r.
Gud tröste den, der har et Scede
i broget Lag,
blandt fabrikeret Glrede,
dresseret Nag;
hvor man er sod og sindig,
\ hvor man er from, —
og dog saa mat og vindig
og sjeletom.
Og strreber han sin Tvang at bryde,
og bliver hed, —
det er den störste Lyde,
som Nogen ved.
Hans Hjertes Melodier
og Aandens Ild
dör hen i Parodier
og Maskespil.
Gud tröste ham, naar man forlader
sit Vinterbur,
med Vrovl om Promenader
i Guds Natur, —
og naar man midt i Sneen
! er öm og kvik,
med Kvalm i Soireen
og Kunstkritik.
N ©kken.
Jeg lagde mit 0re til Kildens Bred,
og lytted til Nökkens Sange;
og Egnen hvilte i stille Fred,
og Dagen led,
og Skyggerne bleve lange.
Man siger, at Nökken er fri og glad,
og dandser paa Kiselstenen;
men Fuglen horer bag Birkens Blad
i hans Vemodskvad,
I og vugger sig taus paa Grenen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
