Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hvor frydfuldt loste sig da ei
hans Kval paa denne öde Vei!
Med Et han var den Elskte nser;
hun sad ved Hytten, frisk og skjrer.
Som spundet Guld gled Haaret ud
paa hendes Skuldres Liljehud,
det sorte Belte, solv-indlagt,
omslutted hendes Hoitidsdragt;
de fulde Middagsstraaler faldt
paa hendes deilige Gestalt.
Han skjalv, — og mellem Liv og Död
han segned ned i hendes Skjöd.
3-
Men Eivind Bolt, den gjieve Svend,
kom snart til Kraft og Sands igjen.
Han hviled Hovedet med Lyst
ved hendes fulde Svanebryst, —
hans 0ie speided hendes Tnek.
Men ak, — da breved han af Skrrek.
Den Elsktes Blik, saa fromt og mildt,
var her som Högens dybt og vildt;
den röde Mund han atter saa, —
men intet Smil om Lieben laa.
Da for han op af hendes Favn
og raabte: »Huldre er dit Navn!
Med al din Kunst og Tryllesvig
Du blev dog aldrig hen de lig!«
Men Huldren strakte ud sin Haand,
og rörte med en Birkevaand
hans aabne Bryst, hans vrede Mund, —
og flux han laa som i en Blund,
og tryllet, rolig som et Lam,
han hörte, hvad hun sagde ham:
Din fagre Bygd er sövnet ind;
der ligger Lig bag Birk og Lind.
Men Huldren diikker Livets Vseld,
der risler gjennem Sölv i Fjeld;
hun visner ei, som Dalens Mö, —
hun kan ei sygne, kan ei dö.
Ak, men i Fjeldets dybe Sal
maa Huldren lide Savnets Kval.
Til Dalens Folk hun drages ned,
og gaar blandt dem med lydlost Fjed.
Der gives ingen Léeskedrik
saa sod som deres milde Blik;
ved sagtest Klang af deres Röst
vemodigt banker Huldrens Bryst.
Din Brud, den Fagreste blandt dem,
sad her, i Skyggen af mit Hjem.
I Lurens Gjald, i Suk, i Sang,
dit Navn jeg horte mangen Gang.
Men ak, den kom, den sorte Pest,
og der kom Sorg for Sommerfest.
Jeg redte hendes sidste Seng
bag Marmelsten i Klovereng.
| Der gror den trette Fjeldmor-Busk
I og sorger med sin Sölverdusk, —
der falder Dug hver Sommernat
fra Mari-Sko, fra Fingerhat.
Den brune Heilo, Fuglen min,
har flagret der med Klynk og Hvin,
1 og i det blege Aftenskjser
har Huldrens Sukke brevet der.
| Og ydermere sagde hun:
.Husk, Du er min fra denne Stund!
Husk, at Du sank i Huldrens Arm
og kom til Liv ved hendes Barm!
Du fik mit friske Aandedrag,
og jeg dit Hjertes varme Slag.
Saa Isenge Bygd er folketom,
har Huldren Magt og Herredom;
men hvad jeg eier, milevidt,
, skal ogsaa, Eivind, vsere dit!«
Hun greb sin klare Langeleg,
og Eivinds Trylledvale veg.
Han blev til Is, han blev til Ild,
ved dette ssere Strengespil;
det sitred mildt, det sused mat,
som Hostens Suk i bladlost Krat, —
det rev ham atter hen med Magt
i vilde Hvirveldandses Takt;
det sletted Hjeriets Kummer ud, —
og Huldren var paa Ny hans Brud.
Og se, da kom med Et af Bjerg
i parvis Skare Dverg ved Dverg.
I Spidsen skred en snehvid Ren
med broget Krands om Hornets Gren,
og, fort af Dverge, gik dernnjst
i en solverskoet, kulsort Hest;
paa den sprang Eivind let og tryg, —
men Huldren steg paa Renens Ryg.
Da fiagred 0rn fra Klippens Ly
ved Dverges Spil og Gtedesgny;
ved Klang af Gige og at’ Lur
sprang Fjeldets 1 )yr af Lyng og Ur.
4-
Han fulgte med i Fjeldets Gang,
hvor Söl vet gror som Tr* paa Vang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
