Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med askeskaftet Spyd i Haand,
hans Billed ligned lige godt
Brage og Tyr i Asheims Slot.
En fremmed Slaegt var naaet frem,
i Krat og Skov, til Eivinds Hjem, —
og intet 0ie kjendtes ved
den Kaempe, som i Dalen skred.
Ved kjendte Hytter modte ham
kun rredde Blik og Hundeglam;
der ilygted Born fra Vei og Sti,
mens Eivind vandred taus forbi.
Man viser end en Bjelkehal,
der skued Snese Slregters Fald;
den staar i Ly af Ksempetoer,
med stenhaard V.xg og kulsort Sprcr.
Der var det, Eivind sogte hen
og fandt sit Fnedrehus igjen, —
der sad han ken ge mork og stum
og stirred i det ode Rum.
Men efterhaanden Rygtet gik
med Ord om Eivinds Fserd og Skik:
Han gjorde Greb med tolv Maends Kraft
i Buesnor og Bileskaft, —
han for afsted paa Ski som Vind
og hented Ren og Elgsdyr ind, —
han tiemmede den arge Ulv,
og slap den los paa Hallens Gulv, —
han lokked med sin Strengeleg
den vilde Fugl fra Fyr og Eg,
og strög dens Fjxr, og gav den Mad
paa Sneen af sit eget Fad.
Og slog han Strengen i sit Hus,
da klang den vild som Elvesus,
og dertil dog saa klar og om,
at Sjelen vuggedes i Drom
og hviled, snart blandt Rosers Flor
og snart i Dyb, hvor Draugen bor.
Men Dalens /Eldste vidste godt,
det var den sode Huldre-Slaat,
hvori en sort, usalig Magt
har sine skjulte Snarer lagt.
Og Eivind var blandt Dalens Folk
lig fremmed Gjest, der mangler Tolk
og vandrer arm med Hjertets Skat,
og er i Tumlen dog forladt.
De fatted og de fulgte ei
hans Tankers hemmelige Vei;
den bedste Tone af hans Bryst
fornam de som en koglet Rost, —
de korsed hvert et Arnested,
som Eivind havde dva;let ved.
Og derfor paa det kolde Fjeld
henskred han mangen Vinterkveld;
der stod han tit i Maaneglands
som i en Blund, med lukket Sands.
/ •
Med Blomsterduft og Fuglesang
drog att er Vaaren o ver Vang,
og slog de tusind Strenge an
; paa Fjeld, i Skov, i Rislevand, —
og lod de sode Toner gaa
til mangen sorgfuld Hjertevraa.
De gik til Eivinds stajrke Bryst,
men loste dog ei Sjelens Dyst.
De kaldte ham fra Hjemmets Favn,
der knuged ham med Kval og Savn;
men atter lod der i hans Sjel
en Röst, der raabte: 3 Bliv og dviel,
hvor Birken stenkor dybt sin Gren
med Sk)’gge til din Faders Ben,
og hvor fra Kirken hellig Fred
nedsvsever over Folkets Fjed!«
Det var en stille, solklar Dag
med skyfri Luft og Lierkeslag;
da kimed det til Pintsefest,
og Templet bod Enhver til Gjest.
I Höitidsdragt, paa Kirkesti,
drog Folket Eivinds Dor foibi;
med ssenket Blik og lukket Mund
gik Toget gjennem Eng og Lund.
Da slog hans Hjerte atter blid t,
og fromt han fulgte deres Skridt,
og med et smeltet Bryst han kom
til sine Fsedres Helligdom.
Men Eivinds Trin i Kirkens Ly
blev fulgt af Ra;dsel og af Gny.
Ved Altret stod en isgraa Klerk,
med Stola og med Messeserk;
han slukked Altrets Kjerter ud,
og sönderrev sit Hoitidsskrud,
han kasted Crucifixet ned
paa Menighedens Knrelested, —
han skred med helligt Vredesmod
i Kirkens Gang, hvor Eivind stod, —
og raabte: »Ve! Til evig Tid
! förbandet Du, der vandred hid!«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
