Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Med lette Fjed, med Lokker rosenkrandsede —
Jeg, som og nylig vandred’ glad i Eders Kreds
Med Hende, som jeg elskede, som var mit Liv,
Jeg Eder mit Farvel for stedse sige maa! —
Thi Hun, thi Hun er ikke meer paa Jorden nu.
Ak, derfor vorder lukket nu min Sands, mit Blik
For Eders Smil, for Eders Lyst, for Eders Haab,
Og Eders Blomster dufte ikke meer for mig.
jeg veed det vel, I bie heller ei paa mig —
Thi Livets Tog gaaer syngende, ustandset frem,
Og om der falder Nogen fra, det mrerkes ei —
Den tomnie Plads i Rrekkcn fyldes altid ny.
Saa drager bort, I glade Livets Btfrn, — Farvel! —
Modtag mig nu, Du Sorgens dunkle Skare! Du,
Som Een for Een, med boiet Hoved, trajtte Fod
Ad trange Sti gaaer Kummers tunge Pilgrimsgang
Til sidste Maal, til Trösten, som bag Graven boer.
Dig, dunkle Skare, horer jeg for Livet til,
og deler med dig Nattebanens ene Haab:
At nreste Skridt det sidste gjerne vrere kan.
Sorgens Lyst.
En dybere Sorg er paa Jord ei skabt
End min — dog den fylder mit Hjertes
Trang.
Det er bedre at liave elsket og tabt
End aldrig at have elsket engang.
Jeg kjcibte mig ei Ligegyldigheds Fred
For al min Kummer, for alt mit Savn —
Hvad det er at leve, Den slet ikke veed,
Som aldrig har lioldt en Elsket i Favn.
Det Himmelske er der ved Kjaerlighed
At dens Sorg selv bliver et Rigdoms Va:ld:
Hvor fyldes mig ei mangen eensom Kveld,
Naar jeg sarnker mig i min Erindring ned?
Da drage de hulde Syner forbi
Fra skjönne Dage, — da kommer Hun,
Som jeg ei skal see meer paa Jordens Sti,
Og hvisker ti! mig om Gjensynets Stund.
Ja, vel er der Lyst selv i Sorgen skabt,
Naar dens Klage lyder af Kja;rligheds-
sang —
Det er bedre at have elsket og tabt
End aldrig at have elsket engang.
I Vaaren kun vil Sangen rigtig klinge.
(Af „Hestblade“. „Nyeste Digte~ 1861.)
I Vaaren kun vil Sangen rigtig klinge.
Da stiger den, som Fuglekvad i ¡Lunden,
Saa let og klart fra Brystetog fra Munden—
Da löfter Digtet af sig selv sin Vinge.
I
I Men naar saa Hostens Dage Kulde
bringe —
Da vorder Sangens Evne tung og bunden,
Da hviler den kun dybt i Sjielegrunden,
Og kan sig sjselden op til Lyset svinge.
Og dog en Sanger bliver allid Sanger.
Han kan ei andet, — vil han eller ikke —
Om han maa lie, om han Tonen fanger.
Han har ei lairt at samle eller ilikke.
Skjont arm og eensom, staaer han uden
Anger
Og hsever taus mod Himlen sine Blikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
