Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med Blomsterbram
stod mosset Tue, dens Krone blev friske
lysbladede Birke — hvor vilde de hvidske!
Og kom med den tungeste Sky, der truer,
og let skal den vorde, og lys skal den
klredes
og tale med Farvetegn;
naar Dagen den staerke brander og luer,
da skal den loses og lempeligt spredes
i syvfarvet Solskinsregn;
den hele Egn
et Tempel, og ind ad Port skal man trrede,
der hvrelver sig mellem at Le og at Graede.
Og lyt til alle de hulkende Brekke,
herefter skulle de nynne og synge
kun Sange, som du har kjaer —
og se til de tornede Rosenhrekke,
de skulle alle sig smykke og tynge
med Rodme og dufte hver;
Naturen er
vor Slave. Thi graed vi, maatte den klage,
og jublende ud kun til Jubel vi drage.
Thi den gamle Nat er omsider forsvunden,
og stillet er Smerten, og flygtet har Sorgen
med alle de Byrder, den bar,
og Dagskjrer falder, med Finger paa
Munden
staar fuld af Gaade den smilende Morgen,
og Glorie om Issen den har.
Hvor skjon, hvor klar
maa Dagen vorde den brandende hede,
dobt i at smile den skrider mod Glrede.
Af „Mellem Fremmede“.
Vidste du Vei, du liden Fugl,
den, som jeg selv ei ved,
ei sad du ledig i dit Skjul,
men lystig floi du afsted.
Jeg bandt dig om Halsen et lidet Brev,
deri mit ganske Sind —
du seiler bedre end Seiler gjaev,
venter ei forst paa Vind.
Alen ei kan jeg sende et eneste Ord,
og intet faar jeg igjen,
jeg ved ei naar og jeg ved ei hvor,
ei om vi mödes end.
Og endda saa ville de, jeg skal le
og kvidre saa flink som du —
Vilien har jeg, maatte de se,
at Evnen ei brister nu.
Jeg havde synge isinde
saa artig en Sang,
men kan ei Tonen finde,
faar ei Strengen i Klang.
Men som i Vovers Doen
og foruden Vind
et Skib langt ud paa Soen,
saa er den i mit Sind —
Og som naar Blomsterduft svommer
langt ud fra en Kyst,
hvor Livet drömmer
af et brandende Bryst,
naar Afsked har taget
det velsignede Hjem,
og vidt der vorder draget
i det Uvisse frem —
Og som naar Strengeklang flyder
0 ver Vovernes Sti,
og Hjertet husker og tyder
en forladt Melodi,
og den zitrer og brever
uden Taarer og tyst,
mens Aanden sig hrever
1 den bitreste Lyst.
O du, som holder i din Haand
hver Fugl, der under Himlen er,
og vogter paa hver Lilievaand,
vogt du paa den, som jeg har kjrer.
Vogt vel, vogt vel — o Herre — se
hvad var foruden dig vor Tröst?
Al Jordens Lyst og al dens Ve,
Alt haenger af din Lrebes Rost.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
