Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
aabnes Kilder med Sundhed og Kraft, der maatte graves et Leie,
hvorigjen-nem den norske Poesi kunde finde sin Vei. Det var denne stille,
betyd-ningsfulde Gjerning, som Asbjornsen og Moe udforte. De fores ganskc vist
paa en europaeisk Bevaegelses Strom til hine Kilder; i Tyskland, i
England, i Danmark havde man vendt sig mod Folkets Fortid, og i Brodrene
Grimms Kinder- und Hausmärchen« var der skjaenket et Forbillede, som de
to Nordmaend havde for 0ie, da de gjenfortalte de norske
Folke-eventyr.*) Men fores de saaledes af Fremmede til det Hjemlige, saa har
de betalt denne Taknemmelighedsgjasld tilbage; hvad der idag af norsk
Poesi vaekker Udlandets Opmerksomhed, havde uden hine Eventyr ikke
existeret. De er nemlig noget meget mere end et Moment i en
romantisk-national Bevaegelse; de er intet mindre end det Salt, hvormed ethvert norsk
Talent saltes; og der er den inderligste Sammenhaeng mellem de store,
drastiske Traek, hvori de karakteriserer vor Folketype, og den fine
Indivi-dualisering, hvormed vore forste nulevende Digtere tegner denne Types
for-skjellige Repraesentanter. At dette kan vaere saa, at Asbjornsen og Moes
Eventyr er et fuldkommen klassisk og epokegjorende Verk i vor Literatur,
skyldes naturligvis forst et episk Anlaeg hos vort Folk, der allerede i
Sagaerne har ytret sig paa en saa forbausende Maade; dernaest den
Om-stamdighed, at vore afstaengte og ensomme Bygder afgav en ypperlig
Jord-bund for Eventyrets almene Fabelstof til organisk at udfolde sig;**) men
vore Eventyr kunde ikke desto mindre vasre blevet en dod Skat, hvis ikke
hint episkc Anlaeg, der paa Folkemunde havde givet Eventyret Form, havde
modt noget Beslaegtet hos dets Gjenfortaellere. For deres Evne i denne
Retning er der kun c t Ord, og det er sagt saa ofte, at det naesten koster
at gjentage det: det er Mesterskab. Kritikeren maa finde sig i at spille en
passiv Rolle. Han behöver ikke at kjaimpe for at skaffe vore
Eventyrfor-ta;llere den Anerkjendelse, som de forkengst har vundet, og hvis han lonlig
smigrer sig med det Haab, at hans skarpe Blik skal opdage noget Uegte
i denne Anerkjendelse, hvis han tror. at han skal vasre den, der raaber som
Barnet i »Keiserens nye Klasder«: De har jo ikke Noget paa!« saa vil han
lade dette Haab falde efter det förste Forsog paa at rokke ved disse
Even-tyrs faste, monstergyldige Form.
De to Forfattere medbragte da ogsaa til sit Arbeide sjeldne Betingelser
i Personlighed og Bcgavelse. Jörgen Moe, Bondesonnen fra Ringerike,
synes fra sin yndige, indtagende Hjembygd at liave arvet den milde,
stil-faerdige Vennesaelhed, der altid erobrer Almuesmanden; Asbjornsen havde
et lunt Humor, der straks brod Skillevaeggen ned mellem den videnskabelig
dannede Literat og den fortaellende Bonde; begge havde de det nationale
Taalmod, der venter paa Leiligheden, og som var saa uomgjamgelig
nod-vendigt ved den langsomme Indhostning af Eventyr. — de havde samlet i hen-
*’ Se Henrik J;eger: ”En norsk Romantiker«.
**) Sammenlign Jorgen Moes Indledning til Norske Folkeeventyr .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
