Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hans ovrige Verker; det er Hurtigmaling, — og Asbjornsen var nu engang
ikke Hurtigmaler; han var — paa sit Omraade — en Kunstner af Rang.
Asbjornsen dode, 73 Aar gammel, 1885. Paa sin ;Sde Fodselsdag
— den i 5de Januar 1S70 — modtog han en Hilsen, der var eiendommelig nok.
Omtrent /ed Midnatstid modte Bjornstjerne Bjornson i Spidsen for
Studen-terne udenfor hans Bolig, og efteråt Bjornson havde talt, fortalte Asbjornsen
Sagnet om Hahaugshornet. Han sluttede med at sige, at det forsvundne
Horn nu var kommen for Dagen. »Gode Venner har ikveld skjaenket mig
denne Haidersgave som et ydre Tegn paa deres Tak og til Gjengjaild —
som de med venlig Overdrivelse siger — for de Skatte, jeg for 25 Aar
siden skal have bragt hjem fra Haugehjemmet.
Her er et Billede og et Symbol: Asbjornsen og Bjornson
ligeover-for hinanden i den bidendc kolde \’internat! Paa disse to robuste Naturer
kunde den norske Vinterkulde hverken fordaerve Rost eller Humor; og naar
Bjornson tager det fyldte Horn af Asbjornsens Haand og lader det gaa
rundt i Ungdommens Kreds, saa kan den norske Poesis Förnyelse ikke
bedre betegnes.
En Signelyærring.
(1S48.)
Et Stykke fra Bygdeveien i en af de
mellemste Egne af Gudbrandsdalen laa
der for nogle Aar siden en Hytte paa
en Haug. — Kanske den ligger der
endnu. Det var et mildt Aprilveir
udenfor : Sneen smeltede; Baekke brusede ned
igjennem alle Lier, Marken begyndte at
blive bar; Trosterne skjrendtes i Skoven;
alle Lunde vare fulde af Fuglekvidder,
kort det tegnede til en tidlig Vaar. I
den vaddige Birk og de hoie Rognetrreer,
der med sine nogne Grene striltede ud
over Hyttens Tag i det tindrende
Solskin, vimsede nogle travlé Meiser, medens
en Bogfinke sad i Birkens Top og sang
af fuldt Bryst. Inde i den rögfulde
Sprerrestue var det uhyggeligt og
skttni-melt. En middelaldrende Bondekone af
et meget almindeligt og indskrrenket
Ud-seende var i Fasrd med at puste Bd i
nogle Grene og raa Trsestykker, hun
havde lagt under Kaffegryden paa den
lave Skorsten. Da dette omsider var
lykkets, reiste hun sig, gned Rog og
Aske ud af sine angrebne Oine og tog
saaledes til Orde:
Folk siger det nytter ikke med denne
Stobningen, for Barnet har ikke Svek,
siger de, men det er en Bytting; der
var en Skindfeldmager her om Dagen
og han sagde det samme, for da han
var liden, havde han seet en Bytting
ude i Ringebu, og den var saa blöd i
Kroppen og saa ledelos som denne.’
Medens hun talte, havde hendes
enfaldige Ansigt et Udtryk af
Bekym-ring, der vidnede om, hvilken Anklang
Skindfeldmagerens Udsagn havde lundet
i hendes overtroiske Sind.
Den hun henvendte sin Tale til, var
et svaerlemmet Fruentimmer, der syntes
at najrme sig de sexti. Hun var
usred-vanlig höi af Vsext; men medens hun
sad, syntes hun kun liden, og denne
Egenhed havde hun at takke for, at
man til hendes Navn, Gttbjor, havde
foiet Ogenavnet Langelaar. I det
Tater-falge, hun havde flakket om med, forte
hun andre Navne. Graa Haar stak freni
Svek, engelsk Syge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
