Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paa din lyngbegrode Yei
Ser du knap en Blomst at smile.
Kun et Fjeldvand, mdrkt og stilt,
Stirrer mod dig na:sten vildt.
Men den lyse Stribe der
Paa det sorte Vand:
Ak, der svommer tro og mer
Anden hos sin And.
Nedenfor den bratte Ur,
Skygget af den nogne Kolle,
Ensorn i en taus Natur
Stolen staar paa gronne Volde.
Rogen stiger tynd og svag
Fra et jordlagt Nasvertag.
Gluggen har jo intet Glas,
Frit du kige kan:
Der du ser paa Ljoreplads
Kvinden hos sin Mand.
Efter Regn.
Over Naaleskovens Tage,
Som s’ig brede fjernt mod Vest,
Lette Byger endnu drage
For en sagte Sommerbliest.
Solen sajnker biege Flammer
I den duftig-fine Regn,
Og et Slör af Solvmor brammer
Over Skovens dunkle Hegn.
Men, livor Stien frem mig leder
Gjcnnem Eng og Agerland,
Solen klare Strimer bieder
Over Mark og Söens Vand.
Agren vugger let og vinker,
End af Regnens Draaber fuld,
Og for 0iet smukt det blinker
Som Demanter, lagt’ i Guld.
Medens lune Vinde lüfte
Gjennem Sommerkvelden klar,
Alle Urter stille dufte
Om, hvor godt de nu det har.
Rodlig skinner Kirkemuren,
Skyen hajnger lys og let —
Gjennem Taarer 1er Naturen
Som et Barn, der nys har grredt.
Levsprsetstid.
Naar vaarmild Luft gjennem Dalen gaar,
Og Vandene blinkende ligge,
Og Gra;sset i Solbakkens Ha;lding staar
Med de forste spirende Pigge, —
Naar Birken vugger sin gulgronne Knop,
Som bristeferdig vil lukke sig op:
Da jubler vel Ungdomsmodet,
Og raskere jager Blodet.
Men ser dit en Syg, som du ret har kjrer,
Henstrakt paa sit Smertesleie,
Du gyser ved Synet af hine Traer,
Der gronnende vifte og neie.
Du kjender den farlige Lovspra;tstid,
Og bsever, fordi den er smilende blid:
D11 ved, at naar Knopperne briste,
Du kan dit Dyreste miste.
— Den sim])le Mand eier Haab ogTro,
Og han har en anden Mening;
Thi den bevarer en lindrende Ro,
Som staar med sin Gud i Förening.
Han mener og siger: som Trreets Knop
Vil Smertesbaandene snart springe op,
Og den Syge paa Lysets Stier
Gaa did, hvor al Smerte tier.
Han mener og siger: at Gud er god,
Som sender sit Dixlsbud i Vaaren,
Mens Trösten blomstrer omkring din Fod,
Mildt dugget af Mindetaaren.
Hans Tanke stiger med ydmyg Taal
Paa Duften fra Gravhoiens Blomsterskaal
Didop, hvorfra Lindring lonner
Alle brcendende Banner.
H ilsen.
(Indledniugsdigt til -Fra Daleneu, episk-lyriske
Digte.)
Mens Bjajlder og lokkende Lur
End klinge i mit 0re,
Og Fjeldfossens dajmpede Dur
Jeg kan fra det Fjerne hare:
Jeg b re re r en Hilsen frem
Fra hvert et fagert Syn;
Thi I.iernes Susning og Brceernes Lyn
i De bade mig hilse hjem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
