Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
da vi af Erfaring vidste, at det paa
denne Tid af Dagen og i saa blankt
Veir vilde va;re faafcengt at friste den
lasnge i det stille Vand, skyndte vi os
hen over Myrene, indtil vi naaede did
hvor Elven begynder at stromme i
Hvirv-ler og smaa Fossefald. Da varede det
ikke lienge inden en deilig liden 0rret
sprellede i Busken efter en lystig
Luftfart, og Morten erklierede den for at
viere en »reint otrule’ Kjoe«. Om en
Stund laae der ogsaa flere ligesaa
mtrolige« i min Skrukke; men med Morten
gik det smaat, hvad enten han nu ikke
forstod at vselge sine Steder saa godt,
eller Fisken, som ellers ikke er saa
noie-regnende i Ejeldvandene, fandt, at hans
selvgjorte Snore dog havde altfor megen
Lighed med et Hestetoir, til at den
turde komme det na;r.
Imidlertid mrerkede man snart, at
Fisken ikke var synderlig lysten paa at
bide. Der maatte sikkert vtere
Torden-veir i Luften. Alt 1 renge havde jeg
ogsaa med xngsteligt lilik betragtet de
im-mer voxende Skyhammere der henne bag
Tronfjeldet, men da vi kom tenger nedad
Elven, hvor hoie Brinker skjulte den
sydlige Horizont, var Fiskeriets Spending
altfor stor til at jeg kunde agte paa
Himmelens Aspekter, og jeg tienkte ikke
videre paa noget optra;kkende Uveir,
forend dybt rullende Dron i det Fjerne
gave sit alvorlige Varsel derom. Da
vare allerede de niorke Tordenhammere
trukne saa hoit oj), at deres
guldbrrem-mede Kanter saaes at stikke frem over
den steile Styrtning, hvorunder Elven
strommede, og i samme 0ieblik foer en
dunkel Skygge henover Heierne, idet
Solen skjultes af de hurtigt fremdrivende
Skymasser. Jeg steg nu skyndsomt op
paa Haugen for bedre at see hvad det
bryggede paa derhenne i Syd. Og det
saae i Sandhed frygtelig truende ud.
Over hele den Deel af Himmelen, som
begraendsedes af Tronfjeldet mod Hoire
og Jonbaäkvolas nogne Kolle til Venstre,
stod en sortblaa sammenhaengende
Tor-denbolk, hvorfra adskilte og forskjellig
belyste Skylag trak sig ud over den
ovrige Himmel, som endnu var klar mod
Kjoe, liden 0rret. — Skrukke, smal
Kurv, sedvanlig af Nsever.
Vest og Nord. Oppe i selve Stortronen
gik allerede Regnskuren og skjulte dens
Top, men paa den najrmere liggende
mindre Höide, som heder Kalven, faldt
gjennem en Aabning i Skyerne et
Solglimt, som mod den morke Baggrund
gav Fjeldets alpegrxsklajdte Side et
aldeles gyldent Skjajr. Men det varede
kun et Oieblik, og Alt blev igjen
ind-hyllet i Dunkelhed.
Medens jeg endnu stod og betragtede
dette ophoiede Naturskuespil, hvis
Skjon-hed jeg dengang ei var istand til at
fatte, slog et Lyn ned, som det forekom
mig, lige for mine Eodder, og efterfulgtes
af et knittrende Tordenbrag, der endte
i et fra alle Fjeldene rundt om
gjen-lvdende 1 Iron. Idetsamme hortes i i
,uf-ten en strerk Susen, der syntes at udgaae
fra det trange Svaelg mellem Tionskalven
og Stortronen, og et pludseligt Vindstöd
foer hen over Haugen, boiende Toppene
paa de faa uveiishajrdede Birkekragge,
som fandtes her oppe. Jeg var dengang
ingen Helt i Tordenveir. I hjertelig
Angst sprang jeg derfor ned til min
Led-sager for at holde Raad om, hvad vi
under disse fortvivlede Omstiundigheder
skulde gjore, thi det saae virkelig noget
betaenkeligt ud: intet Tras i den hele
Egn stort nok til at soge Ly under, og
tilbage til Saetervangen var det saa langt,
at CJveiret vist vilde have indhentet os
og kanskee udraset, inden vi naaede did.
»Hvad mener du nu, Morten ?« spurgte
jeg. »/Ei vil ga hem att, asi,« svarede
Morten, som i den Hensigt allerede var
i Begreb med at vikle Snöret om sin
Stang. Nei, det gik da umulig an,
ind-vendte jeg, Uveiret kunde maaskee snart
gaae over, og saa \ ilde jo Fiskeriet for
idag vtere forspildt. Desuden havde vi
jo IJroen strax nede, og ikke saa langt
nedenfor den var Kvaernehuset, og hvis
vi nu skyndte os saa fort vi kunde,
naaede vi kanskee did forend det bröd
rigtig lost. Vanskelig nok fik jeg
ende-lig Morten til at gaae ind paa mit
Forslag, og med rengstelig Iil begave vi os
paa Vandringen. Men ei vare vi komne
mange Skridt, for atter et Tordenskrald
"ullede hen over vore Hoveder, ledsaget
Kragg, et forvoxet, |vantrevent Trce,
kro-get og fuldt af Kvistc.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
