Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
af nogle store varme Draaber, o g inden
faa 0ieblikke styrtede Regnen susende
og pladskende i Marken. Vi vare nu
ved Broen, hvorover Kongeveien gaaer.
»Lad os probere at konime under Broen,«
sagde jeg. »Vandet er ikke storre end
at vi kanskee kunne staae paa Stenen
dernede saa la;nge.< Og uden
Betsenk-ning klavrede vi ned, vadede gjennem
Vandet, og kom saaledes ind under Broen,
hvor en opstaaende Steen gav en meget
snever Plads for os begge. Men
heldig-viis o])dagede jeg i det tomrede Brokar,
oppe mellem Bjelkerne, et Hul stort nok
til at Personer af vor Förlighed maaskee
kunde krybe igjennem; jeg klattrede o[>,
släp vel gjennem Hullet, Morten fulgte
efter, og snart sade vi begge to tause,
men med lydt bankende Hjerter i dette
snevre Kammer, hvor vi, skjönt siddende, ’
endda maatte boie Hovederne for ei at
stode mod Brogul vet. Her vare vi
rig-tignok paa en Maade i Ly for Regnen;
men det var dog et uhyggeligt
Opholds-sted. I Uveirets Dunkelhed var det
na;sten bselmorkt herinde, saa at vi neppe
kunde see hinanden, undtagen hver Gang
et Lyn flygtigt oplyste Rummet og i sit
spogelseagtige Lys viste os hinandens
blegblaae forskraikkede Ansigter. Og
imidlertid rullede Tordenen uophorlig,
og ved hvert af dens strerke Skrald fölte
vi den skrobelige Bro over os ryste og
breve, saa at vi syntes den maatte styrte
ned, og Regnen suste og pladskede
strerkere og strerkere. Snart begyndte
ogsaa Vandet med tilstraekkelig
Tilsan-ning af oplöst Sand og Leer, at sie os i
ned i Hovederne fra det utajtte Tag over
os, og vi maatte flere G ange’ skifte Plads
for at undgaae det ubehagelige Dryp.
Omsider blev dog Mellemrummene
mellem Tordenslagene tengere, Regnen
hortes ikke mere at slaae saa haardt
mod Broens Traevierk, og det begyndte
at lysne lidt i vort rnnrke Hul, hvorfra
vi ret hjertelig Uengtes ud igjen.
Saa-snart vi 1111 kunde skjonne, at
Torden-veiret allerede havde fjemet sig saavidt,
at der ikke lrenger var nogen Fare, krob
vi atter ud af den trange Aabning, ved
hvilken Leilighed det beklagelige Uheld
traf min Ven Morten, at han ved ei at
sorge for rigtigt Fodfaeste, dumpede bag-
Kxnds ud i Vandet, og fik saaledes fra
neden hvad der manglede i tilstrakkelig
Gjennemblodning fra oven. Hvor saae
vi vel ud af Feer og Snavs og Vrede,
da vi i Dagslyset fik rigtig betragtet vort
tilrakkede Ydre. Men hvad bekvmrede
vi os om det!
Det var vist neppe med storre
Henryk-kelse at Noah i gamle Dage med sin
to- og firbenede Skibsbessetning atter tog
den torre Jord i Besiddelse, end vi nu
sprang op paa Bakken og jublende hilste
de gjennem den fine Regn frembrydende
Glinit af Solen, og de guldglindsende
Taagelevninger, der hang henne i
Tron-fjeklets Side, og Regnbuen, som stolt
straalede mod den endnu sorte Skyvreg
i Nord. Man maa have oplevet et
saa-dant Oieblik for ret at kunne fole og
forstaae det.
Oppe i Bakken paa en Steen ved
Veien saae vi en Mand sidde med en
Pose paa Ryggen. Hvem kunde det
vrere, som sad der saa roligt, efteråt
have trodset det skrsekkelige Uveir?
Vor Uvished blev snart hxvet, thi da
der kom tilsyne en heel Deel hvide
Kjneppe, som Manden samlede op i en
Bundt under Armen, vidste vi strax, at
det ikke kunde va;re nogen Anden end
Tull-Ivar. Dette var en for mig og for
Smaagutterne i Almindelighed altfor
in-teressant Personlighed, til at vi kunde
undlade at gjore en Afstikker hen til
ham, for at see og höre hvordan han
havde det efter Uveiret. Men först maa
jeg give Loeseren et Rids af Figuren og
hans Fiendommeligheder.
Tull-Ivar var en i sin Tid
saagodt-som over det hele Ostland saavelsom i
det Nordenfjeldske vel bekjendt Person.
Det nordlige Osterdalen var vel hans
egentlige Fodested, hvor han hyppigst
saaes, men ellers vandrede han
uaflade-lig paa sin Fod med Posen paa Nakken
i Stroget fra Solöer til Trondhjem, og
aldrig saae man ham to Dage i Slag
paa samme Sted. Han var nu allerede
lidt til Aars og hans lommelange Skjaeg
temmelig graasprajngt. Dragten han bar
bestod af en Samling af dinglende Laser
af alle mulige Farvenuancer, og paa
Ho-vedet havde han en hvidgraa
Bundings-hue, hvilket Klasdningsstykkes Kolör efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
