- Project Runeberg -  Norske Digtere. En Anthologi med Biografier og Portrætter af norske Digtere fra Petter Dass til vore Dage /
386

(1886) [MARC] Author: Nordahl Rolfsen With: Henrik Jæger
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

det vel kunde vaeret uvist hvorlaenge jeg
vilde vedblevet med at drage den
Aller-sidste og endnu blot Een, hvis jeg ikke
heldigviis var kommet til at saitte
Krogen fast i en Rodkubbe ude i Fossen,
hvorved Snöret og hele Indretningen blev
afslidt. Dette gjorde da en braad og i
nödtvungen Ende ]>aa Fiskeriet, og jeg
maatte tajnke paa den lange Tilbagevei.

Nu foist mrerkede jeg, at jeg var |
baade tr;et og hungrig, og noget
mod-falden satte jeg mig paa
Kvajrnehuus-broen for at hvile ud til den besvserlige |
\’andring. Desvaerre var mine to sidste
Smorebrod forlaengst forta;rede, og
for-gjreves ledte jeg i Lommerne efter en
Rest af noget Spiseligt. Hvor vilde ikke
Morten, som nu sad i Saeteren og spiste
sin Kjernromme-Klining, have
triumphe-ret, hvis han havde erfaret min Forfat- j
ning i detle 0ieblik. Men et Blik paa
min rigelige Fangst gjenoplivede mit
Mod, og jeg vilde dog ikke byttet med i
Morten.

F.fterat have laidsket min Törst med
en Drik Vand af Elven samt spiist et
Par Haandfuld Gjögesyre, som jeg fandt
under Klippevaeggen og som syntes at
forfriske mig ganske ma;rkeligt, begav
je<< mig tröstig afsted.

Men da jeg var kommen op af
Kvaer-neluiusdalen og atter vandrede henad
de graae, nogne Myre langs med Aaen,
som her gaaer stille, blev jeg mere og
mere betagen af hiin underlige, vemodige
Beklemmelse, som gjerne griber den
een-lige Vandringsmand i de ode
Hoifjelds-marker, isa;r ved Bredden af et stille
Vand naar Solen begynder at srenke sig
mod Aasen. I det trange Svaelg, hvor
Elven bruser vildt, og i Skovens
Dunkelhed, hvor man horer Vindens Sutis i
Toppene, faaer denne Folelse aldrig saa
stor en Magt; thi her er dog endnu Liv
og Bevregelse i Naturen. Men hist er
Alt saa dodt, Stilheden saa aengstende;
Vandreren foler hvorledes han selv
lige-som forsvinder i den uendelige Vidde,
han paa eengang overskuer.

Jeg satte mig ned paa en Mostue, i
idet jeg lettede mine Skuldre for deres
tunge Byrde. Fjernt der henne under
Fjeldet laae Trons-Vangene, over hvilke

just Solen bredte sit gyldne Skjter, og
udover Hoiden saaes Köeme at komme
ra:kkende mod Saeteren, idet de i
Afstan-den viste sig som en Rad hvide og sorte
Prikker paa den gronne Bund. Men
! forgjaeves lyttede jeg efter at höre
Klangen af en Bjelde eller et Horn, eller
fremfor Alt en menneskelig Stemme —
dette vilde dog vaeret mig en Tröst.
Jeg hörte Intet uden Skriget af den lille
Strandsneppe, Fiskelite, som viderhjemme
kaldte denne utraettelige Fjeldvandsfisker,
der altid sees at fiyve lavt henover
Vandet fra den ene Strandsteen til den
anden. I denne lille Fugls
gjennem-trrengende Stemme er der noget
forun-I derlig melankolsk, som endnu stedse
udover sin Virkning paa mig, naar jeg
med Fiskestangen ene vandrer langs med
Fjeldaaens stenede Bred.

Paa en Tue ei langt fra mig henne
paa Myren sad en Fjeldlo*) og strakte
Halsen lang og saae paa mig. Der
syntes at vtere en Sympathie mellem os
to. Ogsaa jeg maatte sagtens forekomme
den at va;re saadan en stakkels eenlig
Fugl, der jeg sad, adskilt fra hele den
ovrige Verden. Det tyktes mig som om
der var hundrede Mile til Bygden, som
om jeg aldrig skulde komme hjem til
Mine, som om jeg var ene tilbage i
0rken efter en Syndflod, der havde
ud-ryddet hele den ovrige Menneskeslaegt.
Indtrykket blev tilsidst saa majgtigt, at
det najsten overvaildede mig; jeg felte
mit Bryst ligesom sammensnoret; jeg
vilde graide og kunde ikke grade.

En Stund blev jeg siddende med
Hovedet stöttet mod Knaeerne, ude af
Stand til at reise mig og gaae videre,
og vilde vist vedblevet la;nge at sidde
saa, hvis ikke en sagte Raslen i
F.ner-busken ved min Side Og Synet af en
spraglet Orm, som bugtede sig ind
mellem Tuerne bag mig, havde skraemt mig
op igjen. Skyndsomt forlod jeg det
farlige Hvilested, og i det samme flöi
ogsaa Fjeldloen fra sin Tue og gav mig
sin Afskedshilsen i en lang sorgelig Piben.

Endelig havde jeg overvundet det

r ^ k k e, gaa i Riekke.

*) Swndenfjelds er <lcn mest kjendt under
Navnet Fjeldjcerpe.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 18:16:37 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ndrolfsen/0430.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free