Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ker, hvortil hans Navn cr knyttet: hans norske Grammatik og lians norske
Ordbog.
I Sammenligning med disse Verker maa Ivar Aasens poetiske
Virksom-hed ganske vist traede langt tilbage; den indskramker sig saa omtrent til det
lille Sangspil »Ervingen«, der opfortes uden Angivelse af Forfatterens Navn
i 1855, og »Symra, tvo Tylfter med nya Visor«, en liden uanselig Bog paa
48 Sider, der solgtes til den ligesaa uanselige Pris af 8 Skilling, og som
heller ikke var forsynet med noget Forfatternavn. Den Iserde Forsker har
da ogsaa i et Brev til Udgiveren venlig protesteret imod, at dette Navn
tages med mellem »Norske Digtere■ , men vi har ikke troet at kunne tage
denne Protest tilfolge. I et Verk, der gjennem Udvalg af Literaturen soger
at give en Fremstilling af den norske Poesis Udvikling, tor man ikke vel
overspringe et lyrisk Moment, hvor den folkelige Tone er saa genuin som
hos Ivar Aasen; har en Livsanskuelse fundet et poetisk gyldigt Udtryk, saa
horer dette Udtryk ind under »den skjonne« Literatur, enten det saa — for
at tale med Arianche Bogtrykkers i Barselstuen« — er i Folio, Qvarto,
Duodece eller Sedece.
Det er sandt, at »Ervingen« er en Bagatel — der forresten har gjort
megen Lykke paa Scenen —, og det vil i Tidens Lob gaa
Literaturhistori-keren med »Ervingen«, som det gaar Oldgranskeren, der undersoger en
Gravhaug: alt det Andet smuldrer hen imellem Haenderne paa ham, og han
beholder kun de solide Smykker, der har trodset Tiden »Ervingeius
dramatiske Indfatning vil smuldre hen; Smykkerne er dens pnegtige \’iser. Men
det er da ogsaa netop som \risedigter, at Ivar Aasen fortjener at mindes, og
skjont hans >. Symra« — Symra betyder Hvidveis — ikke udmerker sig ved
Farvepragt og ikke praatenderer at va;re en lyrisk Digtsamling med en
Rig-dom af Stemninger, saa kan man dog fra disse faa Blade samle et Billede
af en hel Livsbetragtning, der omfatter Faedrelandet og dets Natur,
Kjaarlig-heden, Menneskelivet og Evigheden, — Alt daempet og diskret, med Sordin
paa Strengene. Det Bondefolk, her naermest synges for, er ikke vant til at
tale hoit, naar det udtrykker sine Folelser.
Dette Folk — saaledes som Ivar Aasen afspeiler det — er et Folk,
hvis Liv er sterkt overskygget, men som dog har en Glot af Himmelen
over sig; det har den Noisommes lyse Resignation, den Frommes Haab;
det har ikke nogen stor Horizont, men det har seet nok af Menneskelivet
til at vide, at Alting gaar »att og fram«, at hvad der idag er paa
Bolge-ryggen, kan imorgen va:re i Dybet. Bag denne Livsbetragtning staar et
furet Ansigt og et roligt Blik, der ikke let overraskes; seh’ hvor Vemoden
er haablos, er den stille som Folkevisens Udtryk for den dybeste Smertc.
Der er enVise i »Symra , som heder »Det einlege Ståndet«; den er hverken
bitter eller zerrissen, den peger ganske stilf;erdig paa Oieblikke i den
Ensom-sommes Liv, der for den flygtige La_*ser ikke synes at have nogen central
Betydning. Du reiser — heder det — er der Nogen som sporger, naar du
kommer hjem? Du kommer tilbage, er der Nogen, som venter? Og dog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
