Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ter den hvide Sne med sit Hjerteblod;
gjor mig det efter! Under gjensidige
Loier indtoge vi igjen vore Poster og
droge opefter Elven; men vort eneste
Udbytte var den ene Rype, jeg havde
feldet. Da vi kom op til Snarerne,
hiev der Spektakel; her havde Ryperne
va;ret i Miengde, og i mange Snarer
havde de hrengt fast; men 0rnen havde
spist hvereneste en, og med majestaetiske
Vingeslag kredsede et stört Udyr ovar
vore Hoveder, ligesom den vilde aide
os med. Ove Dyre rev sig niesten
Haarene af Hovedet, og jeg tror,*at alle
Sprogets Skjaeldsord bleve udstodte mod
det graadige Dyr, som havde forvoldt
os denne Sorg. Men dette maatte
hrev-nes. Rasvesaxen skulde udlajgges med
en Rype i, og havde vi forst fat i
0r-nen, ja saa skulde den undgjoelde. Ove
og Helmer bleve sendte bort for at hente
Saxen, og jeg lovede at oppebie deres
Tilbagekomst her ved Snarerne.
Saasnart de vare horte, skrabede jeg
Sneen af en Sten og satte mig ned for
at hvile og betragte Udsigten. Lige op
for mig htevede Hallarstinden sin lange
Ryg, og Sneskavlen, som var dreven
sammen paa dens Top, fortonede sig
skarpt mod den klare Himmel.
Lige-foran, hinsides Hasselfjorden, stode i en
Ilalvkreds 0stvaagoens og Hinduens
Fjeldspidser. Daekkede med Sne havde
de nu en regelmtessigere, smukkere Form,
og disse Taarne og Kupier af det
hvi-deste Alabast syntes at tilhure en Stad,
endnu prsegtigere end nogen af Fortidens
Undervairker. Men over dem alle haever
Mosadlen sin prajgtige Fjeldmasse. Med
sine glatte, jevnt opstigende Sider og sin
brede, afskaarne Tinde ligner den en af
Middelalderens massive Fangetaarne, og
de to Nuter, som skyde sig ud der, hvor
Fjeldet hrever sig op over sine
Omgivel-ser, tage sig ud som Giganter, der ere
satte til Vajgtere ved Taarndoren.
Mosadlen er det hoieste Fjeld i Vesteraalen
og haever sig 4000 Fod over Havfladen.
Formedelst sin Hoide og saeregne Form
benytte de sjofarende det som Sjomaerke,
og Fiskerne bruge det som Med for at
bestemme de Fiskepladses Beliggenhed,
som ligge 6—8 Mile ude i Havet. Om
Sommeren er Fjeldets Tinde krandset
med en sjogron Jokel, som ligger nede
i en Fordybning eller Sadelbue,
hvorefter-det har erholdt sit Navn, om hvis
Op-rindelse man forta;ller folgende Sagn,
som formodentlig skyldes en eller anden
nordlandsk Poet:
»Det var i meget gamle Tider, for
Menneskene havde begyndt at ferdes
paa de nordlandske Farvande, og
medens endnu hvert Fjeld havde sine Trolde
— da saa det anderledes ud mellem
0erne heroppe. Den Tid brajndte
Solen varmere end nu, og den fremlokkede
Bjerkeskove i hver Fjeldkloft, medens
Myren og Stranden bortefter vare
drek-kede med tiette Furuskove, hvoraf man
endnu af og til finder Rodder i
Torve-myrene. Naar Midnatssolen stod paa
Horizonten og beskinnede de nogne
Fjeld-toppe, som stak frem af den lysegronne
Bjerkeskov, og de morke Furuskove
spei-lede sig i de blanke Fjorde og Sunde,
da var det deiligt heroppe, og ofte kom
Vsesener af en hoiere Art, end de, der
nu ferdes paa Jorden, hid for at bade
sig i Midnatssolens Rosenstraaler. . En
Midtsommernat kom saaledes en fager
M0 herop, som hin gamle Beretnings
billedrige Sprog fortaeller at have vasret
smukkere end Dagen, niedens hendes
Ansigt var mere straalende end Solen.
Som en Sky svaevede hun hen over
Fjeldene, incltil hun naaede Mosadlen, i
livis Bue hun udbredte sin sjogronne
Silkekaabe og satte sig ned for at se
ud over de gronne 0er, de bugtede
Fjorde og Havet i Vest, paa hvis
gyn-gende Flade Midnatssolens blodrode
Skive syntes at hvile.
I Mosad lens Indre boede dengang
to Jsettebrodre. Naar Vinteren kom med
sine Storme og Solen forsvandt fra
Him-melen, da levede disse Brodre sin bedste
Tid; thi de behovede ikke at frygte den
Skjsebne, som uvajgerlig maatte trreffe
enhver af deres Slajgt, naar han naaedes
af Solens Straaler. Dristigt tunilede de
sin Baad hen over Hasselfjorden, og
mangen Gang satte de ud igjennem et
; af Udlobene for at lege med Stormen
og Ishavet. Men naar Solen vendte
til-! bage, da afkna])]>edes deres Fritid lidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
