Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
modede ham at assistere< den nylig oprettcdc bergenske Scene »som
dramatisk Forfatter . imodekom han denne Anmodning (Hösten 1851).
Ibsen synes saaledes ikke at have kjendt stort til den lyse
Ungdoms-periode, hvor Kraefterne hviler, fordi der endnu intet Maal er isigte; han saa
dette Maal tidlig, og han forfulgte det med den /Ergjerriges nfravendte Blik.
Begyndelsen af hans Lobebane havde jo ikke vasret glimrende. Det
omtalte Ugeblad — det kaldtes forst > Manden« og siden »Andhrimner« —
maatte gaa ind efter tre Kvartaler, og hvad Catilina angaar, saa ermerede
dets Forfatter sig nogle Dage ved at sa;lge det som Makulatur, — andet
pekuniaert Udbytte havde han ikke. Tre og tyve Aar gammel gaar han
ind i Theaterlivet for at lade Sulten afloses af -■Frgrelscn.
Han skulde, som ovenfor sagt, egentlig vaere Bergens
»Theater-digter: — forst senere blev han Instruktör — og han opfyldte nok saa
samvittighedsfuldt denne Forpligtelse. Under hans Ophold i Bergen 1851—57
opfortes nemlig folgende Stykker: »St. Hansnatten (1853), »Kjaempehgicn ><
— omarbeidet — (1S54), Fru Inger til Ostraat (1855), Gildet paa Solhaug«
1856) og »Olaf Liljekrands« (1857). Dette er den virkelige Rajkkefolge,—
en Raikkefolge, der ganske vist ved forste Oiekast maa forbause. Et saa
maegtigt og originalt Tillob som Fru Inger for det traditionelt-romantiske
Gildet paa Solhaug«; og tilslut, lige for »Ha;rmaendene paa Helgeland , et
Opus som »Olaf Liljekrands«, der strutter af udvortes Sceneeftekt og
forme-lig revner af uegte Romantik.
For en naermere Granskning viger Forbauselsen: denne Famlen
imellem det Originale og det Traditionelle, denne Skiften af egte dramatiske
og udvortes sceniske Virkninger er just betegnende for en Ungdomsperiode,
hvori Digter og Kunstner ikke har fundet hinanden.
Den romantiske Eyentyrkomedie »St. Hansnatten«—der nu, saavidt
vides, kun existerer i et eneste, haandskrevet Eksemplar — er uden al
Sammenligning det Ubetydeligste af alle de her anforte dramatiske Arbeider
og har kun Interesse, fordi det indeholder et Tillob til en komisk Karakter,
et Tillob, der viser, at det allerede klor — sit venia verbo — i de satiriske
Visdomstaender; bide kan de endnu ikke, og i denne Eventyrkomedie gjor
de bare Ugavn; de gnaver Polituren va;k paa de romantiske Omgivelser.
I Fru Inger til Ostraat« (eller Osteraad, som det dengang hed)
moder vi forste Gang en egte Ibsensk Skikkelse af virkelig dramatisk
Be-tydning, en maegtig Natur, der er lammet i sin Handlekraft, og da det er
en Kvinde, er det Kjaerligheden (til hendes Son), der lammer hende.
Styk-ket bugner under Stoftet, men undertiden bemestres dette af Digterens
dramatiske Kraft, og da er Virkningen overordentlig; imidlertid — Koloriten
er for tung for det store Publikum, det har i det natlige Halvmorke
vanske-ligt ved at anerkjende Figurernes store Omrids, og hvis det er korrekt, hvad
tilstedevsrende Tilskuere beretter, var der ganske stille, da Teppet faldt for
den forste Opforelse af »Fru Inger til Osteraad«. Men en Digter maa tidlig
liure sig at addere til eller subtrahere fra den Anerkjendelse, som skjaenkes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
