Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og naar grant jeg tror at ane
Stien, der skal Frihed bringe,
Segner jeg med knrekket Vinge
Ned ifra min drömte Bane.
At dette kolde og haanligc Oic er Tvivlens, derom bliver man
fuldkom-men overbevist, naar man gjennemgaar en Digtcyklus, »I Billedgalleriet ,
der lindes optagen i »Illustreret Nyhedsblad« 1859. Her er Tvivlen en
haes-lig Svartalf, der gjester ham i tunge Timer,
i F.nsomhed som midt i Livets Lyst«.
Den kimer for ham som en Dodningklokke, den kysser ham som en
gravkold Leebe, den fortaaller ham, at hans Maal er et Stjerneskud og ingen
Stjerne.
Hvilken fortvivlet Ironi i disse Linjer, som slutter et Digt, hvori den
kunstneriske Form lovprises:
Ja Formen hylder jeg, hvad end det koster;
Begribeligt, — thi tab det ei afsigte!
Ved F’ormen bliver mine Vers til Digte.
Man maa kjende dette for at forstaa, hvorledes personlige Oplevelser
inspirerer Kongsemnerne«. Modtagelsen af » Kjserlighedens Komedie« var
den Draabe, der bragte Baegeret til at flyde över — til Held for vor
Lite-ratur. Thi den Malurt, som draabevis var dryppet deri, havde uden at
Dig-teren selv vidste det, forvandlet det til en kraftig Suttungs Mjod.
Havde han ikke selv fristet Noget af Skules Kval? Havde hans
grublende Aand ikke seet, at der hidtil havde manglet ham Noget? At
han som Skule havde havt en Kongsarm, et Kongshoved, — men at
han endnu havde manglet den hele Kongstanke, denne Totalitct, denne
Geniets Uimodstaaelighed, som underlasgger sig Alle? Han har visselig
folt det. Tankerne ruller i »Kongsemnerne« frem med en Spontanitet
som hos et Menneske, der endelig tager Ordet, de virknirigsfuldeste
Scener foIgor efter hinanden med en Overdaadighed, som hos et dramatisk
Temperament, der forste Gang fylder den dramatiske Form med sit eget
Indre. Her er ikke Tid til at beskjaere og koldt begraense; Digteren har
i Kong Haakon fundet en Skikkelse, der er Tvivlerens absolute
Modsaet-ning, og han giver sig ikke Tid til at sporge, om ogsaa den Skule, han giver,
horer hjemme i Borgerkrigenes Tidsålder. Det hele Arbeide har
Frugt-barhedens velsignede Hast. Thi idet Ibsen sklldrer den begavede Naturs
Kval, der foler, at han mangler Ingenium, er Digterens eget Ingenium bleven
forlost; da Kong Skule ender sit jordiske Liv, er Henrik Ibsen paa Yeien
til Udodelighed.
Hvad han har lidt i disse mange Aar, har han udtrykt i de simple
Ord, han skrev til Paul Botten I lansen i et Eksemplar af Kongsemnerne .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
